Private sundhedsforsikringer, privathospitaler, private plejehjem og private ”folkeskoler”; udenlandske investeringsfondes opkøb af byen og jorden; topskattelettelser, arvinger og økonomiske eliter forskansede uden for mediernes søgelys; lukrative ordninger i banken for dem, der allerede har, mens dem, der næppe har, betaler prisen. A-holds-Danmark og B-holds-Danmark. Grøfterne fordybes, berøringsfladerne udviskes og uligheden stiger. Velkommen til overgangen fra velfærdssamfund til konkurrencestat. Her er, sørgeligt og skuffende nok, ikke tale om noget mareridt.

Statskundskab er et af de studier med den laveste sociale mobilitet, dvs. sandsynligheden for, at vedkommende, som senere havner i embedsværket, analyseinstituttet, debatredaktionen eller på Borgen, tilsvarende har et par forældre med lang videregående uddannelse. Tilsvarende har levet en – mere eller mindre, men formentlig temmelig – beskyttet tilværelse. Tilsvarende sidder med magten til at påvirke en masse borgere og virkeligheder, som de enten selv mistede forbindelsen til eller aldrig introduceredes til i første omgang.

Men som de gerne smykker sig med at anerkende og kæmpe for, idet én af staklerne lykkes med at udgive en bog?

Vi ved, at studerende med dårligere stillede forældre i gennemsnit dimitterer med en markant højere SU-gæld end studerende med forældre, som har kunnet understøtte deres unge. Hvorfor ikke differentiere SU’en således, at ministerens børn modtager en lavere ydelse, imens mønsterbryderen fra Lolland tilbydes en billigere bolig? Se, dét ville være forbilledligt. Hvem er det, der har privilegiet at slappe af og falde til, nyde ungdommen, mens den varer, finde sig selv og skabe sine netværk igennem foreningsudvalg og studierelevant arbejde? Og hvem er det, der, foruden alle de invaliderende konsekvenser af en utryg barndom, også er nødt til at passe det ekstra arbejde ved siden af studierne og alligevel tynges af fremtidsudsigten?

Jeg har en kendt forfatterkollega. For ikke så længe siden udsattes vedkommende for telefonsvindel efterfulgt af en afvisende, uforstående bank samt gebyrafkrævninger. Min kollega med tusindvis af følgere delte sine oplevelser på de sociale medier, og straks kastede de etablerede medier sig også over sagen med både interviews og artikler. Min kollega skabte opmærksomhed på problemstillingen, fik sine penge retur samt en undskyldning fra rådgiveren. Og hvad er det så, jeg ønsker at fortælle med denne historie? Jo, jeg tænker naturligvis på de hundrede hvis ikke tusindvis af danskere uden adgange til taletid, og som derfor må æde lorten i stilhed, når en sådan serveres – i manges tilfælde adskillige gange dagligt.  

Min bekymring er denne, at hvis uheldene regner over folk, så er samtlige disse afhængige af, at et enkelt uheld også rammer én af dem med de bredeste skuldre. Hvordan og hvorfor skulle forholdene ellers ændre sig og forbedres? Dette er ikke nødvendigvis nogen bebrejdelse, men en konstatering af, at vi mennesker formentlig altid står os selv nærmest. Den enes tvangsanbringelse, den andens Irma-nedlukning, smerte er relativ og tæt på umulig at sammenligne og hierarkisere.

Men hvis A- og B-Danmark fortsætter sin udvikling, hvor dem med ressourcerne forlader fællesskabet, idet skuden synker, dvs. flytter deres børn over på privatskoler og ældre på private plejehjem samt omgår hospitalernes ventelister osv., hvem bliver så tilbage? Hvad bliver så tilbage?

Håbet eller fortvivlelsen?

Mangfoldigheden og sameksistensen eller bobledannelse og parallelsamfund?

Sammenholdet eller splittelsen?

Tilliden til demokratiet eller flere og flere tilfælde af antimyndighedsekstremisme?  

Nej, jeg tror heller ikke, Leonardo DiCaprio frelser os fra klimakatastrofen. Jeg tror ikke, det gavner ufaglærte kvinder i provinsen, når den talende klasse diskuterer og forsvarer en baronesses kjolevalg til taffel hos dronningen. Og statsministeren bliver aldrig én af os, uanset antallet af selfies med fodboldlandsholdet.

Men igen, der er så meget, jeg ikke forstår.

Jeg forstår ikke, hvordan politikerne fremhæver skatteundragende Mærsk som en slags national stolthed. Jeg forstår ikke, at Danmarks rigeste procent har tilranet sig 27% af al ny formue skabt de seneste ti år. Jeg forstår ikke, at det kan være så svært at tvinge de suverænt rigeste til at bidrage. Og jeg forstår ikke, hvordan allerede straffede politikere formår at hæve sig over loven. 

Korruption og magtmisbrug, ulighed, vold og ødelæggelse er vilkår ved tilværelsen, også i Danmark. Jeg bilder mig ikke ind, at der findes nogen styreform, som på alle leder og kanter formår at hæve sig op over samtlige menneskets negative, anti-sociale potentialer. Mindre kan også gøre det. Lige nu er det ikke godt nok. Det ser kun ud til at blive værre.