Albert Dams mindelegat 2021

Ursula Andkjær Olsen holdt tale for mig, hun forærede mig en bjergkrystal (se billederne); mine venner og forlaget forærede mig buketter og bøger; og Dansk Forfatterforening havde som bekendt tildelt mig talentprisen.  

Ved samme anledning holdt jeg også selv følgende takketale:

Takketalen ved overrækkelsen af Albert Dams mindelegat

Når man udreder et barns muligheder for at udvikle sig – dvs. i enten negativ eller positiv retning – inddrages gerne de indre såvel som ydre faktorer, der hhv. virker hæmmende eller beskyttende herpå.

Da jeg udkom med Farskibet, spurgte journalisterne mig ofte, hvordan det lykkedes mig at bryde med den sociale arv.

Men traumer, svarer jeg, er ikke bare enkelte ødelæggende hændelser eller omstændigheder, man udsattes for tidligt i livet; traumer kommer til udtryk på måderne, man lærte at fortolke sig selv og sine medmennesker på dengang – videreført til i dag – og muligvis gennem resten af ens tilværelse. Hvordan vi har det med os selv, grundlæggende; hvordan vi håndterer svære følelser og tanker; om vi er i stand til at knytte os til nogen igen; alle disse forudsætninger for at leve lykkeligt, det var dem, traumerne forstyrrede; erstattede med et nervesystem i alarmberedskab, behovsundertrykkelse, irritabilitet, mindreværd og anerkendelsessyge, selvskade, grænseløshed, tomhed, perfektionisme, skam, ensomhed, overkompenserende storhedsfornemmelse, afhængighed, evt. tab af sociale kompetencer, af netværk, fremtidsmuligheder, sprog.

”Uforklarlige smerter.”

Og en håndfuld tilbageværende familiemedlemmer, med hvem man i bedste fald har det kompliceret, i værste fald re-traumatiserende, og som ligeledes kæmper med deres. 

Så jeg brydes med den sociale arv hver eneste dag.

Det er vi mange, der gør.

Nogle finder den hjælp, de har brug for, mens andre falder fra.

Det handler både om tilfældighed, men selvfølgelig også det enkelte individ.

”Hvilke faktorer hhv. hæmmede eller beskyttede dig ift. en skønne dag at have skrevet Farskibet?” kunne man derfor spørge.

Det spørgsmål kan jeg nemlig forsøge at svare på.

Det hjalp mig ikke, at han, min far, tog sit liv.

Det hjalp mig ikke, at en psykisk og fysisk voldelig stedfar tog over straks efter.

Skolen greb ikke ind.

Den nærmeste familie trådte ikke til.

Min mors egen opvækst var tilsvarende plaget af dødsfald, utilregnelighed, fraværende fædre.

At vokse op som homoseksuel i Horsens, heller ingen hjælp.

Nogle af de ting, der til gengæld hjalp, var et gratis sundhedsvæsen, uddannelse; at kunne besøge samt spejle mig i venner fra forskellige samfundslag.

Det hjalp mig, da min mor, som var buschauffør og enlig forsørger til to, fik forhøjet børnebidraget.

Det var absolut ingen hjælp for sådan nogle som os, når samfundets rigeste fik sænket generationsafgiften eller forhøjet håndværker- og skattefradragene.   

At jeg overudviklede en evne til at fortrænge samt pine mig selv til det yderste i håbet om billetten til universitetet, oplevedes som en redningskrans i ungdommen, i nuet, men viste sig at blive en dysfunktionel arbejdstilgang på sigt. (Og som jeg derfor skal have aflært igen.)

Det hjalp mig, at Fremdriftsreformen ikke gjaldt Forfatterskolen.

Det hjalp mig at bo billigt på et kollegium i Aarhus.

Og da jeg flyttede til København, udgjorde slutlånet den økonomiske forudsætning for at realisere mine drømme.  

At jeg skrev Farskibet er med andre ord ikke en bekræftelse af jakkesætsdjøffernes mantra om at være sin egen lykkes smed.

Når vi hylder mig i dag, er det ikke kun individet, men hver eneste lighedsskabende lov, vi bør minde os selv om at beskytte og kæmpe for flere af.    

Det er absolut ingen hjælp, når jeg skal forklare mig over for erfaringsløse, hvor helt ekstremt blindt, det er at misunde det liv – eller ”stof” – jeg har måttet gennemleve for at nå hertil.

Man er privilegeret, hvis man intet nødvendigt har at skrive om.

Et menneske, der kan finde på at beskylde en kunstner for at være politisk, har nok aldrig haft sine egne menneskerettigheder til debat.

Tak for jeres tid. Og tak for anerkendelsen.

.

Glenn Bech