Blæse og have mel i munden, det modsætningsforhold er vel egentlig kendetegnende for et umuligt udgangspunkt, som jeg ikke desto mindre genkender mig selv i. Min seneste bog, ”Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet”, byder op til dans, som man siger. Bogens jeg puster sig op, mener noget, risikerer noget, vil noget, kan noget, skal noget; tæsker retfærdigvis også løs på sig selv indimellem. Én ting er modet, jeg har, når jeg sidder og skriver alene på værelset. Noget grufuldt andet er den offentlige debat, der vækker mindelser om skolegården.

 Jeg afslår ofte tilbuddet om at ”stille op”. At skændes på TV, mundhugges, ligge søvnløs op til udsendelsen, opstille stråmænd, tryne sin modstander, hævde sig, undgå at tabe ansigt, fremstå fattet og ovenpå, have formuleret nogle skarpe pointer, som egner sig til teaseren. Det er et spil, simpelthen. For dybest set har vi alle vores personlige interesser samt dertil skræddersyede holdninger, som vi forsvarer under dække af at kende den objektive sandhed.

Som skrivende kan jeg derimod tænke mig bedre om. Overveje, tøve, vende og dreje, genskrive. I den offentlige debat støder du sammen med politikere, professionelle meningsdannere, som jeg mistænker at have tabt en del af deres menneskelighed for at kunne holde til opmærksomheden i længden. Nej, jeg synes ikke, offentlige debattører altid fremstår lige sunde og empatiske.

Det skal gå hurtigt, det hele. Mere, mere, mere. Vildere, vildere, vildere. Nej, blev der sagt. Læs en bog. Og gentænk formatet, så vigtige nuancer og stemmer ikke lader sig afskrække i sammen omfang, som det er tilfældet. 

Mobning, personangreb og misrepræsentation synes at tilhøre magtkampen. Det er bekymringsvækkende at følge med i, hvordan både unge og midaldrende politikere, embedsansatte, redaktører og journalister sammenbrænder med stress.

Dét ønsker jeg ikke.  

Desuden, og det er først og fremmest dette, jeg føler behov for at tilkendegive, nemlig, at jeg gennem opvæksten udstod en masse ustabilitet og utryghed, dels i hjemmet, men også ovre i skolen, hvor jeg forsøgte at overleve som en sart, filterløs feminin dreng. Jeg er simpelthen nødt til at passe på mig selv. Hvis jeg omvendt var podet med selvværd, machomaskulinitet og evt. også kærlighed, nød jeg formentlig nogle flere af de forudsætninger, det kræves af én at lade sig granske og udfordre i debatten.

Men jeg holder sgu ikke til det. Gør I, politikere? Vis mig en opløftende trivselsundersøgelse foretaget på Borgen – af en ekstern konsulent, selvfølgelig.

Som forfatter og klassedebattør mærker jeg et pres på at deltage, drible bolden videre, lægge arm med fjenden, udforme en 2030 plan for, hvordan vi knuser milliardærerne og deres glasbygninger i de københavnske havnebassiner. Men jeg er kun én person. Således ynder jeg at pege på ligesindede idealister, som jeg beundrer og respekterer, og sige, hey, spørg vedkommende i stedet.

Eller jeg trækker mig i håbet om, at andre indtager pladsen.

Jeg opfattes som dén eller én af dem, der bragte klassesamfundet tilbage på dagsordenen. Især inden for kulturstoffet. Mine bevæggrunde var mange, men først og fremmest afskyede jeg den mest radikale form af identitetspolitikken, som generaliserede groft, udskammede og gravede grøfter. Jeg interesserede mig hellere for forkerthed, tabuer, ambivalens, kort sagt det, der udgør et helt menneske – samt, hvad vi mennesker har til fælles, dvs. på tværs af land af by, kønnene osv. Alt for ofte stødte jeg på eksempler, hvor en person, der eksempelvis opvoksede i provinsen, droppede ud af skolen, ikke ser sine forældre, lagdes for had af en gruppe højtuddannede moraliserende storbyunge for at have udtalt sig ”problematisk” – altså et eksempel på, at det, mange referer til som ”wokeismen”, blev decideret klasseundertrykkende.

Man tager af bestikket udefra ind, kunne Matador-Maude korrigere Røde. Men erstat korrigere med forvise eller afskedige, og erstat Røde med en lagerarbejdende, Pia K-stemmende 67’er; erstat dernæst bestikket med korrekt brug af pronomener, og erstat Maude med superrige Charlotte fra Sex and the Citys luksusnormbrydende Manhattanbosatte forkælede lille snothvalp.

Jeg var nær blevet vanvittig, og skrev derfor bogen. Naturligvis også som et indspark i klassedebatten i allerbredeste forstand, altså bl.a. ift. uddannelses- og boligpolitikken.

Debatten forgrenede sig, og jeg skulle agere sociolog, økonom, førstepersonsvidne, kronikør, foredragsholder, revisor og psykolog. Hårdfør, skamløs, dominerende, 24/7 – og dét, kammerater, orker jeg ikke.