Munch-Christensens debutantpris 2021

Glenn Bech har vundet Munch-Christensens debutantpris 2021 for romanen ‘Farskibet’. Her kan du læse Lars Bukdahls tale til vinderen. 

Monster Ink.

Størrelse betyder noget. Også og ikke mindst i litteratur.

Og i litteratur betyder størrelse Xtra Large som regel, at en forfatter af alle spage kræfter har forsøgt at pumpe sin bog op, så den bliver lige så umådeligt bindstærk, som han og hun mistænker, at det er nødvendigt for en bog at være, for at den skal sælge mange eksemplarer. Thi det ligner en regel med Helle Helle som næsten eneste undtagelse, at en bestseller er en bog, der er ordentlig tyk.

En sjælden gang imidlertid gør tykheden kunstnerisk forskel, fordi de mange, mange, mange sider muliggør en særlig generøs og massiv, myldrende og kompleks måde at være værk på, bogen kan give sig selv lov til at være – med et af mine yndlingsord – monstrøs.

Den eneste, der løbende skriver monstrøse bøger i Danmarks er Svend Åge Madsen. Men ikke engang Svend Åge debuterede med et monstrum, ikke engang James Joyce, der har skrevet to af de betydeligste monsterromaner i det 20. århundrede, ‘Ulysses’ og ‘Finnegans Wake’, debuterede med et monstrum. Men det har Glenn Bech gjort sgufandeme! Hans debutroman Farskibet er et ægtefødt, fuldgyldigt, gennemgribende genuint monstrum.

Intet monstrum har før været belønnet med Munch-Christensens debutantpris, intet monstrum har før været kvalificeret til prisen, prisværdige debutantbøger er alt andet lige små og korte bøger; sidste års to vinderbøger, Gry Stokkendahl Dalgas ’Det er herfra jeg vil begynde at tale og Runa Marie Luths ‘Kelly’ fylder tilsammen kun en tredjedel af ‘Farskibet’, der storhedsvanvittigt fylder 550 sider. Og bogen er mindst lige god, som den er tyk! Juryen er med andre ord ikke bare imponeret og overvældet, men decideret forpustet af læselykke.

Titlen burde rettelig have været Farsupertankeren eller helt præcist Farsupermultikatamaranen. Så sandt som en katamaran ifølge, internettet” ”i skibsterminologi er betegnelsen for et fartøj med to ens parallelle skrog, der er forbundet over vandlinjen” og ‘Farskibet’ består af temmelig mange flere parallelle skrog end to, det er nemlig et polyfont dvs. et flerstemmigt monstrum, som er en af de fineste former for monstrummer, der findes; ‘Ulysses’ er også et polyfont monstrum, og den er jeg ikke bleg for at være hysterisk nok til at sammenligne ‘Farskibet’ med,-

‘Ulysses’ er også far-søn-roman, men ligesom ‘Farskibet’ ikke kun en far-søn-roman. ‘Farskibet’ er også en stedfædre-søn-roman og en mor-søn-roman og en brødre-roman og en coming out-roman med meget mere, herunder en autofiktiv roman, da hovedpersonen med al ønskelig tydelighed hedder Glenn, Men det er, som om monstrøsiteten, selvom den ophvirvler langt mere detaljerige og inderlige, ja, patetiske, bekendelser end gennemsnits-autofiktionen, ligegyldiggør al nyfigen interesse for den ægte, uforfalskede virkelighed, netop fordi den virkelighed, også og især som markeret subjektiv virkelighed, taler med så mange stemmer – her skiller ‘Farskibet’ sig ud fra et andet autofiktivt monstrum, nemlig Karl Ove Knausgårds ikke synderligt polyfone ‘Min kamp’ (også en far-søn-roman, der er noget dér!)

Omdrejningspunktet forbliver hårdt anfægtende romanen igennem farens selvmord, da Glenn var fem år; det allerførste afsnit består af bare, på hver sin side, 1 + 1 + 1+ 6 linjer (René er Glenns lillebror, som bogen er langt mere akut optaget af end den døde far, fordi René er lyslevende):
”Med dit selvmord slog du barnet, jeg lige havde været, ihjel// Eller ’børnene’, for hvad med René?// Meget mere fik jeg aldrig at sige om mit ’barndomshjem’// Alligevel -/ og det føler jeg – skrivende – / er det hér, jeg føler – erindrende – og her?-/ hér føles det nøgent, og det er nutid, og som ’sådan’ er dét sikkert også alt sammen meget meningsfuldt-/ i hvert fald – tænker jeg – meningsfuldt nok for nu”

Her er allerede det tegnsætningsspil med anførselstegn i gang, der løber gennem hele bogen som sin egen bogstavelige besværgelse af virkelighedens prekære status. Den slags typografisk halløj finder man ikke i ‘Ulysses’, ej heller varierende skrifttyper og -fonte og eksperimentel, lyrisk/kortprosaisk opsætning, og hvad bogen ellers har gang i af fantastiske forskelle. Hver gang en omkringhvirvlen fra omdrejningspunktet skal igangsættes, må skriften begynde helt forfra og må for alt i verden ikke, og næsten ikke på noget niveau, gentage sig selv, hverken, tiden, lokationen, synsvinklen, tonearten, skrivestilen eller opsætningen må være den samme

Og hvorfor egentlig? Fordi undersøgelsen af hvem vi er, helt alene, men måske især som familie, og har været og kunne have været og er på vej til at blive aldrig må stå stille og stivne til selvfed kliché.

Derfor står ved siden af hinanden Yahaysk skrigende versaler – ”IMENS JEG HVAD VIL JEG/ GRÆSKE TRAGEDIER ANDRES TRAUMER/ NEJ FUCK NEJ/ JEG VIL/ SMERTEN JEG VIL ULYKKEN” – og et overloyalt chaterferievideoreferat – (stedfaren Søren taler) ”S: Vi har bare haft en mega god dag ved poolen og det var selvom at Glenn sagde at han fadnme ik sku . og René sagde at han fandme ik sku, ha ha skat, ka det være rigtigt jeg skal sørge for min egen kaffe på ferie ?” – som lige livfuldt bevægende teksthvirvler.

Til og på grund af overflod fortjener Glenn Bech sin debutantpris for ‘Farskibet’. Giga-tillykke!