Det ømme og det kompetente

Weekendavisen, 21. januar, 2021.

Skibbruden. Familieværdier 2 . Farskibet bærer sin sårbarhed som et prydstykke, den er en perle af en debut om at leve og overleve som familie i kølvandet på en fars selvmord.

Amalie Langballe

Glenn Bech: Farskibet. 552 sider. 299,95 kr. Gyldendal.

Det er et åbent spørgsmål, om en forfatter til et autofiktivt værk kan skrive ærligt om en familie, der ligner sin egen uden også at udlevere denne familie – især hvis det er en historie, der handler om en fars tidlige selvmord, en stedfars efterfølgende vold og voldtægter, en anden stedfars magtprutteri, en mors selvmordsforsøg og en lillebrors kontinuerlige mistrivsel.

Efter at have læst Farskibet vil mit svar på det spørgsmål fremover være, at hvis man kan skrive med så meget kærlighed, så megen omsorg og så glasklart poetisk om en familie for længe ude af kurs, som Glenn Bech gør i sin debut, så er der ikke tale om udlevering, men et smukt-smerteligt forsøg på heling. Sjældent har jeg læst en bog, der på den måde har givet mig lyst til at kunne tage hver enkelt af hovedkaraktererne – Glenn, moren og broren – ud af siderne, holde dem i hånden og sige: Må alle jeres dage fremover være blide som forårsdage.

Tag nu bare disse av-ærlige linjer som en smagsprøve: »Om jeg f.eks. ville have været bedre stillet med at blive anbragt hos en plejefamilie?/ Jeg ved det ikke./ Beklager, men det gør jeg altså ikke./ Og det er okay, Mor.«

Hovedkarakteren Glenn er fem år gammel, da faren begår selvmord i en skov i udkanten af Horsens og efterlader sin kone og to børn.

Det er denne tragedie – og de efterfølgende tragedier – som romanen forsøger at indkredse gennem et erindringsarbejde, der får teksten til at gå i cirkler, gå tilbage, gå til bunds og komme i tvivl. Som her, hvor fortælleren forsøger at huske dagen, hvor moren læste farens selvmordsbrev op:

»‘Billeder,’ jeg kan ikke længere skelne “mine” fra Mors eller huske, hvornår jeg sidst havde kunnet … Selv. Uden hende … Altså, fra før de pludselig var blevet overskrevet af ting, jeg har fået fortalt–«.

Denne hakkede (a)rytme imiterer – ambitiøst og stilsikkert – selve hukommelsen, når vi skal nærme os det, vi ikke vil tænke på.

I det hele taget er Farskibet et værk, der fortælleteknisk hopper og danser: Der er brudstykker af dialog, der er breve, der er digte, der er chat-samtaler, der er tidslige spring mellem en barndom i Horsens, et studieliv i Aarhus og et voksenliv i København, der er klassespring mellem et hjem uden klaver og en forfatterskole, der er et jeg, der nogle gange også bliver et du, og så er der en overflod af udeladelsesprikker (…), spørgsmålstegn og anførselstegn (“”). Alt sammen giver fornemmelsen af at blive inviteret ind i en smerte så stor, at vi er nødt til at holde os i bevægelse. Man har i det hele taget følelsen af at sidde over for en, der betror sig for første gang, men som nu – efter at være kommet i gang – på det nærmeste flyder over.

Ligesom faderens selvmord er selve Farskibet også svær at indkredse præcist. Den er vred, men også tilgivende. Sine steder er der humor, der også hele tiden glider over i ømhed. Der skildres episoder, der bedst kan betegnes som omsorgssvigt, men samtidig er der så megen kærlighed. Den er tøvende i sin grundtone, men samtidig så sprogligt præcis – dialogen mellem mor, sønner og stedfædre stråler særligt pinligt, tåkrummende, genkendeligt klart.

Hvad der måske alligevel kendetegner Farskibet mere end noget andet, er et særligt blidt og ubarmhjertigt blik, der fremskriver den pinefulde oplevelse af at elske nogen, der ikke er gode til at elske sig selv. Det er et blik, der – når det hviler på moren – ser den fængselsansatte kvinde, der gradbøjer reglerne for legetøj og »lader børnene vælge ét til hver hånd, når de er blevet taget med på besøg«, ser moren, der ufravigeligt holder med sine møgunger, der bogstaveligt talt har skidt på det fine kvarters parkeringsplads, men om hvem, der også bliver spurgt »Men min ‘mor,’ hun elskede mig da?« Det er det blik, der – når det hviler på den afdøde far – hverken undsiger eller fordømmer. Det er et blik, der – når det hviler på lillebroren René – ser både det mobbede barn, den hidsige, homofobiske teenager og den hjemmeboende, angstfyldte, alkoholiserede voksne, men det er aldrig unådigt. Som her:

»Imidlertid holdt du mig ofte vågen om natten, altså, efter at have ringet for at fortælle, hvordan ingenting gav dig glæde længere, jeg hader mig selv, sådan ville du sige:/ Jeg hader mig selv og det gør alle andre også,/ og du truede undertiden med at tage dit liv (‘ligesom Far ’),/ men var egentlig altid nem at tale fra idéen, eller René,/ jeg ville blot ønske, at du vidste, hvordan du slet ikke har brug/ for noget så dramatisk for at blive taget seriøst af ‘mig.’«

Det er denne insisteren på det lige dele omsorgsfulde og følelsesfulde, der gør Farskibet til så kraftfuld en oplevelse. Selv den voldelige og voldtagende stedfar får følgende ord med på vejen: »SØG HJÆLP, Erik! Dit klamme svin«.

Derfor føles det også logisk (men ikke mindre ærefrygtindgydende), at Farskibet lader alle sine observationer samle sig til en enkelt syntese om det, bogen selv benævner giftig maskulinitet. Den vold, der både udøves – mændene imellem, mod kvinder og indad mod sig selv – spindes sammen til en samlende fortælling om at blive nægtet og fornægte eget følelsesliv.

Bech skriver et sted: »… denne ‘cyklus af alkoholiserede mænd, der hader sig selv og derfor alle omkring sig?’ … den fucking dør med ‘mig,’ Far, hvad end jeg selv får børn eller ej, så fucking sværger jeg på, at/ DET VAR GIFTIG MASKULINITET, der ødelagde og fortsat ville ødelægge livet, både for dig, mig og alle omkring os.«

På den måde kan Farskibet også læses som et manifest for selvomsorg eller medmenneskelighed, for bogen demonstrerer med tårevædet tydelighed, at sårbarhed kan (og måske skal) bæres som et nøgent panser.

Hvilken skøn ting at blive mindet om.