Politikens Litteraturpris 2022

Tale til Glenn Bech …

Det er efterhånden rigtig svært at sige noget om Glenn Bechs manifest ’Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’, der ikke allerede er blevet sagt.

Sjældent – vel maksimalt en gang pr. årti – ser man en bog med digte i Danmark, som alle synes at have en mening om; fra magthavere og politikere, der har givet den til hinanden som gave, og »almindelige mennesker«, der har delt den på sociale medier, til filosoffer, økonomer, litterater, marxister og samfundsrevsere – fra den frommeste venstrefløj til direktøren for CEPOS:

Holder manifestets analyse? Står det nu også så slemt til med uligheden i Danmark? Hvad er den rigtige måde at være queer på? Hvad er den forkerte måde at være privilegeret på? Hvad er løsningen?

Man har set folk gribe ud efter en digtsamling efter svar.

Sjældent har en dansk bog med prosa på vers i den grad startet en samtale og fundet vej ind i debatspalterne. En samtale om rigtig og forkert klassekamp og kapitalismekritik. Hvilke former for økonomisk og kulturel undertrykkelse, der er de mest ægte – eller de mest forløjede.

Bogen flugtede ikke uden videre med nogen bestemt ideologi eller identitetspolitisk gruppering – den passede ikke helt ind nogen steder. Men den skubbede til alle på vejen.

Så ved man, at man har at gøre med en særlig og sjælden bog – når folk vil tage den til sig, måske endda tage den som gidsel i flere forskellige retninger.

Og mens folk talte og diskuterede, voksede bogen og blev en af sidste års – hvis ikke en af tidens – helt uomgængelige udgivelser, der med en næsten uhørt kraft har været med til at genindsætte klassespørgsmålet på det danske landkort. Klassekampen findes, klasseforskellene er allestedsnærværende, men ofte usynlige … for nogle.

Det kræver en forfatters vidnesbyrd og blik at trække det hele frem i lyset og stille tingenes tilstand til skue, sådan som Glenn Bech så overbevisende gør det med sine digte, der i øvrigt – og modsat debuten ’Farskibet – er skrevet, så alle kan være med.

Her er ingen optagelsesprøve, intet medlemskab, ingen klub, man kan melde sig ind i. Her er ingen rigtig eller forkert måde at være læser på. Ingen god eller dårlig smag og stil. Her er en masse rod – og klar og konfrontatorisk tale, som man både kan lade sig omfavne af og slå sig på.

OG så insisterede manifestet på at være alt det, digte normalt ikke »må« være:

Udbasunerende, til tider overtydelige, larmende i en uforfinet form, nemme og mundrette, måske ligefrem terapeutiske og i sidste ende opbyggelige, serverende pointen på et sølvfad – men hvilende på en bund af afgrundsdyb klasseskam og oprørstrang. Både sårbare og vrængende, uafklarede, men skråsikre – til tider defensive, men alligevel inkluderende. Med andre ord et litterært værk, man ikke kun kan synes noget om, men også må gå på opdagelse og måske se sig selv efter i sømmene i.

På den måde er bogen – som skrift og litteratur – lige så LIDT esoterisk og sekterisk, som Bechs bud på en klassekamp er det.

*

Den offentlige samtale om klasse havde ikke været den samme uden ’Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’. Man blev måske mindet om, hvor meget tiden er inde – og længe har været det – til en litteratur, der mener noget – og vil noget. Og ikke vil finde sig i noget.

Måske fik danskerne lyst til at læse flere digte. For hvad man ikke måtte glemme, var at læse bogen. Det er ofte det første – læsningen og det litterære – der går tabt, når en bog debatteres så heftigt.

Helt sikkert så man, at der i det besværlige spændingsfelt mellem digt og debat godt kan findes noget frugtbart, måske endda en forandrende kraft.

Hvad man nemlig også kunne mærke i digtene, var det egensindige og særegne temperament, der gør en forfatter, der taler med sine egen stemme, men samtidig på vegne af andre, der normalt ikke høres.

Man kan med andre ord ikke skrive litteraturen og det litterære ud af ligningen – for det er netop her, virkeligheden kan blive større, det er her, virkeligheden kan blive synlig og sand. Det er ’Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’ et fremragende eksempel på.

At sige at kampskriftet ramte noget i tiden, ville være en underdrivelse. Det slog snarere ned i tidsånden og efterlod et krater i den, et krater, som vil blive stående i dansk litteratur som et ar eller et mindesmærke over, hvordan det stod til med klassesamtalen og -kampen netop her i begyndelsen af 2020’erne.

*

Der skal lyde et stort tillykke til: Vinder af Politikens Litteraturpris 2022, Glenn Bech.