Klasseskel observeres også i psykologpraksissen

Jeg modtager en henvendelse. En klient fortæller, hvordan vedkommendes familiemedlemmer døde af druk og lede; at hendes venner aldrig kom videre, selvom de kæmpede og gerne ville; at hun var inde og ude af psykiatrien on/off igennem to årtier, og at hendes yngste søn hængte sig i sommers, MEN at hvis jeg ikke har tid til at se hende, så er det altså også i orden. Hendes beretning er rystende. Det må have krævet al hendes energi alene at sende den mail. Samme dag modtager jeg en anden henvendelse. Vedkommende ønsker at finpudse sin kropsholdning og stemmeføring, så hun fremstår mere selvsikker i verden; desuden efterspørger hun en session omgående og svarer fornærmet, da jeg tilkendegiver desværre at have en lang venteliste.

Jeg forsøger ikke at udstille nogen, men noget, nemlig at vi formentlig altid står vores egen lidelse nærmest. Den enes overgreb i folkeskolen, den andens Irma-nedlukning. Rige mennesker kan føle sig fattige sammenlignet med endnu rigere mennesker. Ofre konkurrerer om middelklassens sympati ved at appellere til dens samvittighed, også sommetider i form af udskamning. Man kan være kulturelt privilegeret, socialt og økonomisk, og magthavere formår som regel at fremstille sig selv på en måde, hvorpå de ikke behøver tage ansvar. Det er derfor, tal og statistik samt målbare ligestillingsidealer er så afgørende. Relativisering er en uendelig glidebane.

Ligeledes tror jeg, at selvretfærdighed er ujævnt distribueret iblandt befolkningen. Hvis man er vant til at få og få og få, må det unægtelig opleves som en krænkelse, når man pludselig møder modstand. Imens mange af os står og venter i køen til livets muligheder, tager andre dem for givet; eller imens nogle tager sig til takke med en opredning ude på hospitalsgangen, får andre serveret et glas champagne efter ansigtsløftet. Imens visse handicappede bevæger sig hæmmet omkring i hverdagen, nægter andre at benytte mundbind selv i en begrænset periode. Imens homoseksuelle ikke kan tage hinanden i hånden offentligt, brokker andre sig over børnefri restauranter. Osv., osv., osv. Jeg er naturligvis klar over, at også undertrykte individer finder sammen med ligesindede, hvorledes der i fællesskab sommetider dyrkes en fortælling om det Store onde, hvor alting altid kun handler om én ting – eksempelvis køn eller hudfarve. Med andre ord findes der selvretfærdighed på tværs af klasserne, men jf. ovenstående eksempel fra psykologpraksissen er det alligevel mit indtryk, at dem, der udviser mest forkælelse, også er dem, som er blevet det.

Jeg kan forstå, at hovedparten af alle klagerne, sundhedsvæsenet modtager, sjældent handler om den konkrete operation, men om kommunikation, herunder misforståelser, manglende evner til at behovsformulere samt oplevelser af nedgørelse. Fra kollegietiden husker jeg, at mine medicinervenner ofte afskyede studiets eneste humaniorafag, som netop handlede om empati i mødet med klienten. Nu skulle de pludselig til at læse skønlitteratur midt i al udenadslæren. Sikken forbrydelse, tænkte jeg, der er håb forude!

Med min opvækst i den nedre arbejderklasse, samt efter at have udstået min værnepligt hvad angår tragedier og mobning, har jeg i dag en profil, som tiltrækker klienter på tværs af samfundslagene. Utallige beretter, at de simpelthen ikke kunne finde en behandler, der forstod deres virkelighed. At de hos mig kan springe mellemforklaringerne over og gå til sagen. Deri finder jeg selvfølgelig en stolthed.

Så vidt det giver mening, tilpasser jeg sproget og metoderne efter den pågældende klient. Det handler om at møde dine medmennesker, hvor de er, uden at du forlader dig selv eller din professionalisme. Hvis vedkommende er intellektuel og overskudsagtig, og jeg vurderer, at han i øvrigt er parat til at blive udfordret, jamen så udfordrer jeg ham. Sidder jeg til gengæld over for en person, som endnu ikke formår at italesætte vedkommendes vanskeligheder, så er det der, vi begynder. Der er ikke én af disse klienter, jeg respekterer mere end den anden.

Samfundsdebattører, verdensledere, kunstnere, vennegrupper og fageksperter har alle dage skændtes og diskuteret sandheden. Som psykolog uddannedes jeg med en bestemt forståelse af ”det normale”. Normal adfærd psykologisk set. Hertil vil jeg nævne, at vi – da vi i sin tid havde faget Klinisk psykologi på kandidaten – belejligvist sprang de to grundbogskapitler over, som afdækkede emnerne ’køn og seksualitet’. Det normale, forstod jeg, handlede primært om, hvorvidt den enkelte forblev arbejdsdygtig, nærværende i sit familieliv samt magtede at stå op om morgenen. Psykologi er et af de studier med højest adgangskrav; på dette tidspunkt sad jeg således til forelæsninger med en masse medstuderende, hvoraf størstedelen formåede at møde op, passe flere jobs, arbejde frivilligt i festudvalget, rejse jorden rundt i løbet af sommerferien, den slags. Her var overskud normalen. I pauserne fortrak de enkelte rygere sågar ud af synsvidde fra os andre.

Jeg stødte aldrig på nogen kritik af pensum. Jeg stødte aldrig på nogen kritik af normalitetsopfattelsen. I dag kunne jeg godt tænke mig at vide: Hvor i evolutionspsykologien findes argumenterne for en 37 timers arbejdsuge? Lad os nu sige tingene, som de er. Det er ikke altid psykologiske hensyn, vi tager i mødet med klienten, men også samfundsmæssige og kapitalistiske – nogle hensyn, mener jeg, der ikke nødvendigvis forbedrer vedkommendes sundhed og trivsel. En mangfoldig verden kræver mangfoldige løsninger, og vi bør forpligte os på at forebygge bobledannelse, hvor erhverv, som alle kommer i kontakt med i løbet af livet, kun forstår og anerkender mennesker, der minder om dem selv.