Altinget-tekster i ét væk

Kære Mathias Tesfaye, lad nu samfundets rigeste finansiere en større del af statstilskuddet til efterskolerne

Er det den britiske kostskolemodel, I ønsker jer? Med en egenbetaling, der nærmest udelukkende muliggør selvrealisering og netværksdannelse for middelklassens børn? I disse tider, hvor man gerne bryster sig af diversitet, virker det beskæmmende, at blot 2% af efterskoleeleverne har forældre, hvis højeste uddannelse er grundskolen. Jeg ved ikke, hvor mange penge, det koster at male regnbueflag på søjlerne hos Danske Bank, men stuntet forekommer mig billigt. Nej, reel mangfoldighed kræver økonomisk omfordeling. Og I kan ikke bilde os andet ind.

Et efterskoleophold øger sandsynligheden for gennemførelse af ungdomsuddannelse efter 10. klasse med 15% (efterskolerne.dk). Personligt kan jeg erklære, hvordan jeg voksede fem år på et enkelt. Jeg gik fra at være en lukket, til en mere åben dreng med større tro på egne evner. Selvom jeg havde dårlig samvittighed over at være en udgift for min mor og stedfar, som ofte pointerede, hvor dyrt opholdet var, og at jeg ruinerede dem og burde opføre mig ordentlig, lykkedes det mig til sidst at slappe mere af.      

Hvis man ærgrer sig over, at den gennemsnitlige dansker modtager statstilskud til at sende deres børn på efterskole, alt imens man selv har midlerne til at placere sine på fornemme colleges i udlandet, så lever man altså med hovedet oppe et vist sted. Hvor alverden bliver empatien af? Måske det kunne være en idé at tvinge økonomenerne igennem en humanistisk basisuddannelse. Det er eksempelvis meget muligt, at det giver økonomisk mening, at flere på deltid arbejder fuldtid, men giver det mening menneskeligt? Det er muligt, at det giver økonomisk mening at hæve pensionsalderen, men giver det mening menneskeligt?

Hvor levner konkurrencestaten plads til menneskeligheden?

Alt skal ikke nødvendigvis tjene en funktion. Målet helliger simpelthen ikke midlet, når der er tale om mennesker. Det er hjerteskærende at måtte påminde jer om kendsgerningen, men mennesket er mangelfuldt og begrænset. Mennesket er søgende og tøvende. Mennesket er mange ting. Mennesket er et levende væsen! Bare fordi I har tilranet jer en tilværelse på Borgen, hvor folk brænder sammen med stress, er det ikke ensbetydende med, at vi andre også skal fornægte vores menneskelighed. Jeres arbejdsmoral er ikke forbilledlig, men temmelig forstyrret. Jeg ved godt, at journalisterne render efter jer, og at jeres hverdag livetransmitteres på national tv. En sådan virkelighedsforvrængning kunne sikkert også give mig indtrykket af at være udgangspunktet for alle andre.

Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg forestiller mig visse økonomer, dataloger og jurister planlægge samfundsindretningen og påvirke udviklingen. Det er jeg ganske overbevist om, at deres uddannelse slet ikke har klædt dem på til. Faktisk vil jeg gå så vidt som til at sige, at jeg ved det. Da jeg studerede psykologi boede jeg på kollegium, og jeg kan love jer, at de bedste hoveder sjældent sad på dem, der i dag sidder på de mest velbetalte og magtfulde stillinger. Markedskræfterne favoriserer ikke humanisme.       

Vi er først og fremmest mennesker. Det er, når I glemmer dette, at Trump opstår.
Det er meget tænkeligt, at I helst hersker som egenrådige diktatorer, men der fanger bordet altså, for Danmark er ikke Rusland, og her i landet er folket i højere grad oplyst om deres rettigheder. Desværre, kunne man indvende med et despotisk suk.

Igen har jeg en idé. Hvad med at indføre samfundstjeneste, således at landets baroner og baronesser sendes på dannelsesrejse rundt i landets fattigste kommuner? Vi kunne i det mindste opfordre dem til at lære de medmennesker at kende, hvis liv, man har i sinde at smadre med stigende økonomisk ulighed.       

Arbejderklassen udgøres af en mangfoldig gruppe mennesker. Apropos bobler bør medierne sørge for, at eksempelvis også kvinderne på bunden af samfundet repræsenteres med deres erfaringer. Nu har jeg skrevet og fortalt en del om min egen kamp tilsat statistik, men jeg frygter og forventer nærmest også, at nogle iblandt den øvre middelklasse, kulturprekariatet eller lignende, som jeg træder sådan over tæerne, på et tidspunkt vil afsløre skrøbeligheden ved deres privilegier (forældrekøb, netværk og fremtidig arv) og sige, hvad med dig selv, Glenn, du har stadig din mor, du tog dig en lang uddannelse, hvad med et mere internationalt perspektiv, hvad med, hvad med og hvad med. Til alt dette vil jeg svare, ja, ja og ja. Lad os forenes om at omfordele til de mindst bemidlede, bekæmpe nepotisme og i øvrigt oplyse og uddanne folk med udgangspunkt i, hvor vedkommende befinder sig i tilværelsen.     

Selvfølgelig har jeg blinde vinkler. Har jeg påstået andet?

*

Skattelettelser til de rigeste bør udløse strejke over hele landet

Det er simpelthen grådigt, udansk, folkefjendsk og, efter min mening, kriminelt at indkræve mere i skattelettelser, når man allerede har nok til at forsøge sig og sin familie ikke bare resten af livet, men adskillige generationer i fremtiden, imens andre trækkes i kontanthjælp, blot de handler på den anden side af grænsen, eller må flytte fra deres hjem pga. stigende energipriser, eller vælger universitetsuddannelsen fra, fordi forældrene ikke har ressourcerne til at hjælpe med lån og forældrekøb. Og Ellemann, som i disse dage lægger arm med Frederiksen ved forhandlingsbordet, vil ikke kun have skattelettelser, Venstre sigter efter ”topskattelettelser og skattelettelser generelt,” som Pia Olsen Dyhr formulerede sig, da SF forlod regeringsforhandlingerne. Hvem ved, måske arve- og generationsafgiften ligeledes justeres, så kongerigets rigeste igen hjælpes i at ”diversify” deres formuer.

Snarere end forkasteligt, vil jeg egentlig hellere sige, at her er tale om noget meget menneskeligt. At ville have og have. At sammenligne sig selv opad og ikke nedad. At horisonten hele tiden flytter sig, når først man har opnået sine mål. At man kan blive afhængig af tryghed og villig til at forsvare den. Og at man, i kraft af sine penge, bopæl og netværk kan udvikle et menneskesyn og selvretfærdighed, hvor dem, der har mindre, formentlig selv er ude om det. ”De kunne bare have truffet nogle klogere beslutninger.” Denne menneskelige mangel stammer fra savannen og burde ikke overlades til markedskræfterne at udnytte og videreføre, nej, vi burde tøjle egoismen til fordel for fællesskabet. Jeg ser således ingen mening med den civilisation, hvor indbyggerne holder for rødt lys og ikke slår hinanden ihjel, hvis man på samme tid kan tillade fattigdom.

Der eksisterer en form for selvforstærkende effekt i begge ender: Du kan være født i en lavere klasse, måske dine forældre skændes og skilles, måske du har en yngre søskende at passe, måske du går med dine følelser selv og ikke udvikler dig som dine jævnaldrende, måske du kommer til at kommunikere i form af selvskade, måske du finder sammen med nogle, der minder om dig selv, måske din mor optager et kvivklån for at betale vinterjakkerne, måske du selv ender i et dysfunktionelt parforhold uden at vide det,  måske du står med uddannelsesvalget alene og beslutter hellere at tage til takke med vilkårene, du tildeltes, og således aldrig tør drømme større. Eller måske du fødes ind i den øvre middelklasse, måske dine forældre synger og læser højt for dig, så dit ordforråd vokser, og du hurtigere bliver i stand til at italesætte dine behov, måske økonomi ikke giver anledning til stress og angst i dit hjem, måske du tages med på ferie og får vist verden, måske dine forældre selv havde nogle sunde barndomme og dermed ved, hvordan de bedst støtter dig, når du begynder at gå i byen og eksperimentere, og måske du en dag sikrer dig en praktikplads på avisen, hvor din far engang arbejdede, måske du faktisk tror, at det alt sammen er noget, du har gjort dig fortjent til.   

Vi lever i et klassesamfund. Vi lever i et klassesamfund. Vi lever i et klassesamfund. At denne kendsgerning gøres til et spørgsmål vidner om en sådan mangel på samvittighed og herskerteknik, at dem, der forsøger at slette sporerne af al den sociale vold og tidlige dødsfald, som et sådant samfund producerer, må opfattes som medskyldige. 

Lever vi ikke i et velfærdssamfund længere? Finder vi ingen stolthed i at møde hinanden på tværs af samfundsskellene? At sørge for et sikkerhedsnet, så dem, der falder, bliver grebet? Så vi alle kan gå en tryg alderdom i møde? Hvad skal danskerne nu prale af i udlandet? Christiansborg består i høj grad af mennesker, som har læst på universitet, sender deres børn i privatskoler, bestredet store stillinger, tjent formuer og siddet i bestyrelser – kom ikke her og påstå, at vores demokrati er repræsentativt. I udgangspunktet virker idéen om merit lovende: Den med det flotteste CV får stillingen. Men hvad så i virkeligheden, når meritter ophobes og sendes videre i arv? Nogle børn fødes stofafhængige uden en ærlig chance, imens andre tilhører den kulturelle, politiske- eller økonomiske elite så snart, fosterdannelsen indledes.

Jeg har selv befundet mig på bunden af tilværelsen, og jeg har også brugt uanede mængder af energi på at kæmpe mig frem. I stedet for at være barn, var jeg i alarmberedskab, og i stedet for at udleve min ungdom, læste jeg lektier og arbejdede. Mine venner fra middelklassen kunne sagtens fejle og fjumre rundt nogle år, hvilket jeg hverken havde tiden eller pengene til. Jeg kunne næppe være lykkedes, hvis ikke Danmark havde et gratis sundhedsvæsen, eller hvis ikke jeg havde nogle venner fra andre samfundslag at spejle mig i, eller hvis ikke min mor fik forhøjet børbidraget, eller hvis ikke dagpengesystemet muliggjorde min karriere som selvstændig, eller sågar hvis ikke Forfatterskolen var undtaget af Fremdriftsreformen. Jeg er ikke beviset på, at du godt kan selv. Jeg er reglen, der bekræfter undtagelsen, og dem kommer I til at opleve færre og færre af med jeres ulighedsskabende reformer og særlove. Ingen statsminister skal nogensinde bryste sig af mit forfatterskab, overrække mig en pris eller sidde på forreste række og klappe, når vedkommende systematisk har udhulet det velfærdssamfund, der muliggjorde, at jeg overhovedet nåede op på podiet.