Kære É

Velkommen til Danmark, igen. Og tillykke med modtagelsen. Her roses du for din nyvundne rummelighed og pludselige evner til at skabe kunst – afmagten, opgøret, ærligheds- og forklaringstrangen til trods. Du har nuanceret din analyse, du er slet ikke så firkantet eller fordømmende længere. Den elite, du kritiserer, synes at føle sig mindre truffet denne gang. Men Édouard, jeg synes egentlig, det har været kunst, du bedrev, i hver af dine udgivelser. Måske ikke just bøger skrevet til, om eller for den øvre middelklasses anmeldere, men imod dem. At din litteratur tilpasser sig herskernes litteratursyn, er ikke deres sejr, men din – ved du hvorfor? – fordi du til enhver tid har muligheden for at slå endnu en skid. Sige, hey, nu lugter I kraftedeme til dette affaldsprodukt af jeres hykleriske og i øvrigt klassefornægtende selvgodhed. Jeg ved det. I takt med min egen succes har skuldrene også sænket sig en smule. Jeg har fået mindre at bevise. Dele af eliten har adopteret mig. Jeg kan beskrive den indefra. Jeg har overnattet i deres boliger, afvist deres sønner og drukket deres vine. Det er helende at blive set og hørt! Selvfølgelig smitter horisontudvidelsen af på min kunst og forstørrer den. Men skal vi ikke love hinanden, Édouard, at ingen føler sig sikre af den grund? Du skylder mig intet, det ved jeg godt.

Personligt kommer jeg ikke til at skrive om klasse hele karrieren. Ansvar har jeg altid følt for meget af. Den dag, jeg er fri som forfatter, er dagen, jeg kan skrive en tredjepersonsfortælling om en flyvende hest ved navn Dolly, og som ikke nødvendigvis handler om noget. 

Jeg er muligvis en atypisk klasseforkæmper. De to, tre gange jeg rejste med DSB 1st, var suverænt mine mest behagelige togrejser. Hvis jeg var med i Titanic, ville jeg ikke være arbejderen, der dansede under dækket, hoppede på bordene, grinede højlydt, greb damerne i barmen. Nej, jeg ville sidde ovre i hjørnet med en plaid og min sarthed og allerhelst meget langt fra festen og larmen. Jeg påstår ikke, at jeg hellere ville færdes iblandt overklassen. Det er det, der er pointen: Jeg føler mig ikke hjemme nogle af stederne.

Forleden modtog jeg en mail. Kraks Blå Bog vil optage mig. Det måtte jeg lige google. Nu er jeg altså en kendt dansker, der har ydet en særlig indsats. En højtstående kendisven fortalte mig, at det primært er politikerbørn og milliardærer, der optages. At hvis man selv er optaget i den blå bog, får ens unger 80 gange større chance for også at ende som en del af eliten. Kære Édouard, ville det være hyklerisk, hvis jeg lod mig optage? Reproducerer jeg noget sygt her? Mister jeg mig selv? Jeg er først og fremmest nysgerrig.

Hey, Édouard, har du prøvet at modtage tusindvis af positive henvendelser fra læsere, som omsider genkender sig selv i et stykke litteratur, alt imens skribenter på landets mest ”venstreorienterede avis” proklamerer, at vedkommende simpelthen nægter at tro på virkeligheden, som du skildrer den? Selvfølgelig har du det.

Hey, Édouard, har du prøvet at blive reduceret til en ung vred mand af velbjergede meningsdannere, hvis eneste måde at håndtere dine sandheder på, var at afskrive dem som følelsesladede?

Hey, Édouard, vil du helst interviewes af akademikere eller én, hvis erfaring med dine værker, ikke udspringer af en intellektuel øvelse, men af kroppen og livet hovedsageligt?

Du var i Deadline, Édouard, den slags er du dygtig til. Dygtigere end jeg. Og så er du et år yngre. At tale sin sag kræver noget af én. Et akademisk sprog, en særlig fremtoning. En kropslig ro og et selvværd, der betyder, at man ikke har lagt søvnløs tre dage frem mod interviewet. Når du inviteres ind i magtens hus, forventes det af dig, at du kan tale magtens sprog. Men det er langt fra alle, der kan. Man fremstår hurtigt dum, hvis man er sårbar og tøvende. Og man fremstår hurtigt klog, når man kan namedroppe resultaterne fra en rapport. Kære E, må jeg kalde dig E? Jeg synes, du er dygtig til at nævne en masse filosoffer og forfattere, når du underbygger dine pointer offentligt. Tak for dit overskud. Jeg tror ikke helt, jeg har lyst til at tale sådan om tingene.  

Hey E, er du nogensinde bange for cancelling? På et tidspunkt færdedes jeg iblandt et ekstremt venstreradikalt identitetspolitisk holdningspoliti, hvor man hellere kæmpede internt om at blive ansigtet på kampen, i stedet for at bekæmpe en fælles fjende. Jeg kan af indlysende grunde ikke repræsentere alle. Kan nogen det? Skal nogen det?

Forleden fortalte en kollega mig, at der jo ikke er noget nyt ved de ting, jeg siger om klassesamfundet. Som om det at noget er nyt, er godt i sig selv. Jeg ved ikke, om vedkommende er misundelig på min bratte statusopstigning, men jeg ved, at hun i hvert fald aldrig selv havde tænkt sig risikere sine privilegier ved at råbe op, som jeg har gjort.  

Hey, É, har Paris’ storbyunges middelklasse, som bl.a. kommer til at arve millioner efter mor og far, bebrejdet dig for at arbejde for hårdt? Være for produktiv og ambitiøs? Mange misforstår min indsats som værende et udtryk for, at jeg er sund og rask og stærk. Desuden afslørede en kunstner fra den øvre middelklasse engang, at man i hendes omgangskreds opfatter det som kikset, når nogle ”meget gerne vil være med”. Og jeg vil meget gerne være med!!! Min kæreste ønsker ikke at være offentlig, så hvis et Tv-program skulle filmes herhjemme, ville han muligvis afvise tilbuddet eller melde sig ud. Panikken spreder sig allerede i mig, for hvis der er noget, jeg drømmer om, er det, at min mor skal se mig i fjerneren. Kald mig kikset – da jeg var barn, købte vi krimierne i Bilka.  

É, du er selv mangemillionær. Repræsenterer du underklassen? Eller er det dit dobbeltblik på, hvor du er nået til i dag, der er så provokerende? Altså, for dem, der ikke ønsker at strukturerne blotlægges? Personligt drømmer jeg om et rækkehus i Kokkedal.

Forleden besøgte du Den Sorte Diamant. Jeg var heldig at spise på restaurant med dig med vores danske forlag efterfølgende. Her fortalte du om en ny slags identitetspolitisk homofobi. At selv om ens mor tæskedes for øjnene af én, og selvom man voksede op i fattigdom, udstod mobning, forsøgte selvmord, kontrollerede sin femininitet væk, bortvistes og udviklede sklerose, men alligevel reddede sig i sikkerhed, f.eks. i form af optagelse på universitet, så kan man – som dig – risikere at blive aflæst som en cis-mand, hvorfor dit liv nødvendigvis har været let. At alene din tilstedeværelse kan virke utryghedsskabende for visse af ungdommens progressive queers, ligesom den ofte vakte foragt blandt hjemstavnens mest ignorante indbyggere, som du var så indbildsk at tro, det en skønne dag lod sig gøre at undslippe.   

Jeg ved ikke med dig, É, men jeg nægter at performe mine underklassetraumer. Kald mig borgerlig og opbyggelig, kald mig kedelig og folkelig. Jeg nægter at lade kulturens baronesser rulle ud i kareten for at belære svinedrengen om, hvor tilbagestående og underudviklet, han er. Da foretrækker jeg at vende molevitten rundt og spørge: Din snotforkælede, ekkokammeropvoksede, mærke, mærke efter-luksusnormbryder, hvad synes du mon, vi bør stille op? Gratis moralprædikener tæller ikke, men skubber udelukkende vælgere over i armene på højrefløjen.    

Økonomisk omfordeling nu! Mindre i toppen, mere på bunden!

Hey, É, bliver stemningen også hurtig helt forfærdelig iblandt dine ”ligesindede” kunstnervenner, hvis du italesætter nepotismen? Det er min opfattelse, at middelmådige bøger sommetider løftes fuldstændig ud af proportioner, når de er skrevet af indfødte med netværk bestående af magtfulde venner og familie. Så kender de lige en succesfuld musiker, en succesfuld dramatiker, filminstruktør eller kendis med masser af følgere. É, jeg påpegede engang over for en kollega, at jeg syntes, det var skummelt og en hån imod alle, der faktisk sad og sled i det, da han skrev en ”blurp” uden på sin vens nye roman, hvor den rostes over skyerne. Han indvendte, at ”han jo var min ven?” Vi gik på Sankt Annæ sammen”, eller ”vi gik på Krogerup sammen.” Okay, hvad svarer man til det? Jeg tror egentlig, det er her, jeg vælger at trække, det vil jeg skide på-kortet. Hav noget integritet. Distribuer din positive særbehandling lige. Inviter folk ind – også dem, hvis repræsentation, du ikke umiddelbart kan smykke dig med. Det er meget muligt, at din fars vens barnebarn er startet op som selvstændig kurator, og at han ligeledes introducerede dig for nogle vigtige forbindelser tidligere i din karriere, men ærligt talt, jeg taber snart sutten.

I min branche regnes det for ufint at tale om penge. Det regnes for fint at udgive smal litteratur, der ikke behøver at sælge. Dem opfatter vi gerne som underdogs eller nogle, der har et skønt forhold til skønlitteraturen. Vi ignorerer den kendsgerning, at forfatteren kommer til at arve en villa ned til Seinen og et forældrekøb i København – og derfor heller ikke behøver at bekymre sig om penge.  

Jeg synes, det kan være svært at tale om klasse, uden at alle pludselig har en moster, som er pædagog. Nu har jeg så skabt mig en karriere ved at kalde hykleriet ud. Så bliver spørgsmålet, hvordan jeg selv formår at opdatere mine selvbilleder, så de stemmer overens med virkeligheden.