Det er ikke Najas personlige tragedie, jeg forbinder mig til

Men hjælpen, hun kalder på og skriger efter og finder og henter

den er universel, den bevægelse er sjælelig

er kosmisk, er menneskelig, nedarvet gennem generationer, fra stjerne til stjerne

Det er selveste den håndsrækning, bønnen, jeg forbinder mig til

på vegne af Najas personlige tragedie 

Vi, der forsøger at forstå vores sorg, må nødvendigvis også transcendere vores allermest intime forhold til den. Hvorfor?

Fordi sorgen har at gøre med livet

og livet har at gøre med døden

Jordens skabelse, atomerne, celledelingen. Vores arts udviklingshistorie

Den sørgende som et medium

Den sørgende som et medium for andre at genkende deres urmenneskelighed på

Den sørgende som et medium, lamslået, afsindig, syg af at skulle kropsliggøre, fortolke, overlevere grundvilkårenes ikkesproglige sprog

Han gik i den grønne skov, og han så op i løvet. Jeg kan se, at lyset flimrer i hans hår, som har samme farve som tigerens skind. Han går alene. Han forstår ikke, hvorfor han er alene. Men han har sin tiger. Han havde sin tiger. Han lægger hånden på dens stærke ryg, og jeg kan se, at han er sorgløs. Nu drejer vejen, han forsvinder i svinget, stien leder ham dybere og dybere ind i den grønne skov. Han forsvandt ind i skoven. Han var sorgløs. Han forstod ikke, hvorfor han var alene. Ved siden af ham gik en tiger.

Hvor er det genialt med den tiger altså

Der, hvor sproget hører op, begynder gentagelsen

Der, hvor sproget hører op, får vi hjertens brug for gentagelsen

Der, hvor følelserne overtager styringen, må vi give efter, give op

væbne os med afmagt

Når sproget hører op, tager kroppen over

og kroppen oplever altid alting, imens det sker

igen og igen

nu som da

igen og igen og igen

og igen

Følelsesbillederne, varierende i intensitet og ladning. Muskelspændinger. Feber. Betændelsestilstande. Mavekramper. Søvngængeri. Levende mareridt  

Glæde. Depression

som musikalske strukturer

danner snekrystaller

Mønstre, der forgrener sig, bygger oven på hinanden

Fortuna Jeg hader dig Jeg elsker dig

Men jeg hader at elske dig

Jeg elsker ikke at hade dig

Værket som beholder, at skrive som at feje blade sammen

Udvidelse er fremdrift, men driften er hverken lineær i fortælling eller tid

Den er udspaltet og overlappende og selvmodsigende og alligevel ophvirvlende, opsamlende

Fra et sted til et andet, komponerende

Håbefuldt. Længselsfuldt. Hæsligt

Denne evige tilbagevenden til udgangspunktet. Magtesløsheden. Sorgens Centrum

Gående i ring, trædende vande, tagende tilløb, videre ad omveje   

Kald bare bevægelsen ”fremadskridende”

Når sproget hører op, og flerstemmigheden tager over

Når nutiden hører op, og datiden tager over

Det gør ingen forskel!

Alle tiderne er kronologisk jævnbyrdige i sorgen  

”Alle” ”tiderne” ”er” ”kronologisk” ”jævnbyrdige” ”i” ”sorgen”

Ligesom stemmen, der måske lyder eller grafisk set fremstår anderledes

som et spor adskilt fra hovedsporet

heller ikke er det, men snarere indgår i et kredsløb

som floder, der flyder sammen, ind og ud af hinanden

Vi har fortællingen

Og vi har den organiserende bevidsthed

følelsernes kraft og tankens, det påvirkende og det påvirkelige

Ahierarkisk, naturgivent sameksisterende spor, stemmer, floder, tider, betydningsniveauer

sammenflettet af den organiserende bevidsthed

holdt sammen af den organiserende bevidsthed

tvunget sammen af den organiserende bevidsthed

fossende, sønderrivende igennem hende, som gjaldt det liv og død

Overlevelse

Ren og skær overlevelse

Hvilket netop afspejler virkeligheden

Sorgen 1:1

som værende så fucking underlagt

som værende så fucking tung

Som værende indespærret af sin krops fysiske begrænsninger, selveste tyngdekraften, imens den elskede? Ellers desintegrerer

Tomrummet inden i os

Disse almenmenneskelige betingelser, der er langt, langt større end én selv

Når man forsøger at skrive, hvad man mener, men ikke kan

kan det jo være, at man engang havde forsøgt sig med noget lignende

tilbage i noterne

tilbage i sorgen eller lige midt i den, det gør som sagt ingen forskel

Han gjorde ikke meget væsen af sig

Der var aldrig tid

Hvorfor tog jeg mig ikke tid?

Tab er

Fællesskab

Vi gav dig en mønt med til færgemanden

Vi siger: Han er i naturen, som om det var en trøst

Men er ikke alle kendsgerninger Drømme

så snart

vi lægger

dem bag

os

Ingen tør følge mig til de dunkle sale

Man har kronet mig Dronning af Sorg

Min trone er mørkets dybe tragt

Et knust hjerte, Et hjerte, der er bristet, en forbigående tilstand

Den kan være livstruende

Man kan dø af sorg

Hvert år dør vi

en hel masse mennesker af sorg

på den måde er intet forandret

Men med ét forandrede alt sig 

jeg tænker på dig altid og der er tidspunkter hvor jeg ikke tænker på dig. det er ikke modsætningsfyldt.

Men med ét forandrede alt sig

og

på den måde er intet forandret

jeg tænker på dig altid og der er tidspunkter hvor jeg ikke tænker på dig. det er ikke modsætningsfyldt.

Men med ét forandrede alt sig

Big Bang. Sorte huller. Noget, der opstår af ingenting

Livet. Døden.

Og som både intet og alt vejer

Massivt som en betonmur, flygtig som en brise

Hvordan? Fordi dualismen aldrig har fandtes. Fordi livet og døden ikke er hinandens modsætninger. Fordi begge absolutter eksisterer, uadskilligt i én

Meningsfuldhed

Meningsløshed

Virkelighed. Uvirkelighed. Nat og dag. Dig og mig

Jeg mener: Spreder mørket sig måske ikke med lysets hast?

Gensidigt perspektiverende hinanden, polerne

Gensidigt relativiserende hinanden, polerne  

Døden. Livet.

Nøjagtig ligesom i et økosystem

Livagtiggørende døden

Dødagtiggørende livet

Hjælpeløsheden, når man heller ikke som levende kan komme i kontakt med sine nærmeste, bør påminde os om at live så meget desto mere op

Linjen

rygende af lys standser

præcis dér

Hvor du bliver sort

Født af liv

Død af liv

Der findes ikke mere jeg, kun vi

Sæt i gang!

Har døden taget noget fra dig

så giv det tilbage

giv dét tilbage

som du fik af den døde

da den døde var levende

Giv det til en rose

Ræk hånden frem fra hættens mørke

Og giv alt, hvad du kom med tilbage

til den rose

Han ligner sig selv

Han ligner ikke sig selv

Det er ikke modsætningsfyldt

Vi skal forstå

Men vi forstår ikke

Han ligner sig selv

Der findes ikke mere jeg, kun vi

Og vi?

Vi gav dig en mønt til færgemanden

Vi tror ikke på noget

alligevel gav vi dig den mønt

Og her, fra Farskibet:

”Så var det, at skyen nærmest solen vendte sig om efter skyen bagved for at hviske noget, skyen bagved måtte vende sig om efter sin sky, lige bagved for at hviske videre og så videre, indtil den bageste sky til gengæld hviskede noget, som ’jeg?’ … simpelthen blev nødt til at fortælle min lillebror: 

’René? …’ ’Re-né-ééééééééé?—’

’Ja?’ 

’… Kan du huske den der bane i Mario med det flyvende skib, hvor der altid er tordenvejr og kirkemusik, og man ligesom skal kæmpe sig op nede fra bunden, og hvor sidstebossen så har siddet og ventet under en lysekrone allerøverst oppe?—’

’Ja?—’

’Så se! … Dér er ’kanonerne,’ og dér er ’sejlet’ … dér er ’spidsen,’ og dér er … ’styrehuset?’ … Det er ’Farskibet,’’ siger jeg: ’Gigaskyen der … Det er Fars skib—’

… Og ’René?’ … træder et, ét skridt længere væk … ’Farskibet?’ gentager han … stående med? … den storebror i øjnene, som ’jeg?’ … burde være? … ér blevet … bange for lige at have lovet ham, jeg nok skal blive til?

’Det er Fars skib,’ siger jeg, straks lettet over at mærke løgnen, jeg uden at vide hvorfor, havde fundet på, forsvinde, forsvindende ned i maven med? … ’hans smil,’ der … egentlig ser ud til gerne at ville? … og ligesom mit, tænker jeg … derfor også må have haft sådan et behov for at kunne, altså, være, og dvs. … ’et smil, trods alt?’ … smilende ’smilet, jeg elsker?’ … ham jo … og hvad skal dét så betyde, jeg mener:

            Lige nu?—

            En afrevet sky! René ser den også:

            Et kastet anker! Fars ene øre? Et løfte om at lytte og ikke kun nu, men? … og dét … ’ikke kun nu,’ ja, alt dét: … ’Farskibet,’ skyerne … i dag og forhåbentlig for evigt … hans arm, der strejfer min … ’storebrorens,’ skyernes … i dag og for evigt … ’storebroren,’ skyerne, ’storebroren’ og samtlige himlens skyer … og tavsheden … og på måden, ’han?’ … René ligefrem holder om os i sine øjne, dét … Ja, det kan alt sammen være nok for nu  (…)”

Vi tror ikke på noget

alligevel gav vi dig den mønt

At forstå det uforståelige er ikke sprogligt

Håbet er, at den kærlighed, der er grunden til følelsen af tab, er større end tabet

Vi er i hinanden

Du ser mig gennem mine egne øjne

Hvilken forløsning

Hvilken forløsning?