I denne tid, hvor landets aviser udgiver stort set hvad som helst med mit navn på, og forskellige politiske partier strides om at spænde min bog for netop deres dagsorden, og hvor jeg ligeledes ugentlig deltager i hhv. interviews, podcasts, radio og TV, hvilket som regel udløser alskens kommentarer lige fra jubel til næserynken, kollegial oppakning og smålighed, føler jeg mig alt i alt kaldet til at korrigere og præcisere nogle særligt fejlagtige fortolkninger af, hvad jeg selv ved, er op og ned i sagen om ”Glenn Bech”.

Historieskrivning interesserede mig aldrig som ung, og det troede jeg heller aldrig, den kom til. Nu, hvor jeg befinder mig i midten af begivenhederne, er jeg pludselig fuld af forståelse og mistænksomhed over for alle før mig, som så deres navne og bedrifter hhv. blive hædret, ignoreret eller tilsmudset i samtiden. At læne sig ind i kontroltabet, dette endeløse fægtningsarbejde, som hører med til at være offentlig og mene noget, lærer jeg næppe fuldstændig. Men jeg klager bestemt ikke. Der kommer, hvad der kommer, uanset hvor umage og nuanceret, man end griber opgaven an.

Første upræcise og temmelig kyniske antagelse, jeg sommetider støder på: ”Det er social washing, når virksomheder hyrer Glenn Bech som taler til deres event.” Det er jeg uenig i. Jeg elsker at holde foredrag. Jeg lever af det, og berører tusindvis af mennesker, hvad end de har betalt penge for billetten, eller om arrangementet er gratis. Jeg besøger gymnasier, kulturhuse, højskoler, koncertsteder, musikhuse, bosteder, hospitaler, festivaler, fagforeninger, politiske ungdomsorganisationer, humanitære freds- og klimabevægelser, konferencer for formål, der ligger mere eller mindre inden for emner, der optager mig, og ja, jeg besøger også gerne større virksomheder, som man dermed anklager for at vaske deres dårlige samvittighed i mit navn – eller hvad? For sagen er jo den, at jeg ikke repræsenterer underklassen. Jeg skylder ikke nogen at forblive den, de tror, jeg er, eller som de forventer, jeg skal være. Jeg er mig, og jeg har en masse at fortælle og lære fra mig, ligesom jeg også stadig har en masse at lære. Vær venlig ikke at fastholde mig i den position, jeg har brugt livet på at frigøre mig fra og forsones med.

Der er endnu ledige sæder til mine diverse soloforestillinger i hhv. København, Odense, Aalborg, Århus og Horsens. Hermed en invitation til at høre mig uddybe og reagere!  

Anden upræcise og temmelig kyniske antagelse, jeg sommetider støder på: ”Glenn Bech skriver for Politiken Plus-segmentet, dem, der elsker at piske sig selv med den senest nye sociale problemstilling.” Denne antagelse synes at hærge og fordumme en del af hovedstadens øvre middelklassejournalister, som jeg desuden sjældent finder værdige til at udtale sig om projektet generelt – og må dog indvende, at min bog har solgt lige så strålende uden for byen, som den har inden for. Hvad end jeg taler foran et publikum i Nordjylland, på Fyn eller Kunstakademiet, er salen proppet, og ekstra publikum rappelles ned fra huller i taget. Det er sandt, at min bog modtog Politikens Litteraturpris, men det også sandt, at afstemningen var åben, og at min gamle folkeskole dermed kunne have afgjort valget. Forleden modtog jeg Blixenprisen for Årets roman, hvilket er en jurypris, og min bog er sågar indstillet til Jyllands-Postens ditto. Derudover udgiver jeg klummer i Altinget, hvor alle teksterne ligger frit tilgængelige. Og hvis jeg en dag beslutter udelukkede at udgive mine refleksioner og anmeldelser bag betalingsmure i aviserne, er det sådan, det er – i hvert fald i den periode. 

Tredje antagelse er knap så meget en antagelse, som den blot er udtryk for uvidenhed, nemlig: ”Jeg forstår ikke, at Glenn Bech og lignende skammer sig sådan, og absolut skal mærke, mærke efter. Hvorfor er han ikke mere stolt af sit ophav?” Denne sætning læser jeg oftest skrevet af midaldrende, heteroseksuelle mænd/kvinder, som selv har brudt med deres vilkår for at elevere sig i tilværelsen. Og tillykke med det. Men fortæl ikke andre mennesker, hvordan de bør fortælle deres historie. Læg bogen fra dig, hvis den støder eller provokerer dig, og tag den så op og prøv igen. Min rejse er min rejse, og den kan man spejle sig i eller ej. Jeg vil blot gentage, at alt, jeg fik at vide som svans i provinsen, var: ”FØJ. SKAM DIG. DU ER SYG,” så når lige dele velmenende og selvhævdende skribenter i dag anfægter, at jeg stadig heler efter at have overlevet i årevis, opfører I jer altså ret meget som selvsamme undertrykkere.

            Når jeg ikke ”skammer mig over mit ophav” og i stedet beskriver eksempelvis min mor med kærlighed og omsorg, findes der omvendt de røster, som mener, at jeg ”idylliserer arbejderklassen”, og at hele min forståelse af denne kan reduceres til netop hende. Skam eller ikke skam, hvor end jeg stiller mig, befinder min numse sig i klaskehøjde.

Fjerde antagelse: ”Glenn Bech nægter at undervise de riges børn.” Det er korrekt, at jeg for snart halvandet år siden udmeldte ikke længere at gide skriveundervise på privatskoler med en egenbetaling på 10.000 kr. og derover, eftersom jeg ikke så den diversitet og ”trygge rum,” man reklamerede med – med andre ord fandt jeg ikke mig selv omkring bordet, men primært unge mennesker, hvis forældre finansierede fritidshobbyen. Jeg underviser gladeligt ”de riges børn”, såfremt de møder op sammen med alle de andre på biblioteket. Reel diversitet og solidaritet stikker dybere end køn og hudfarve.  

Femte antagelse: ”Glenn Bech er endnu en vred ung mand, som passer perfekt ind i forlagenes PR-maskiner.” Hey, mine bøger er da mindst lige så ængstelige, triste og optimistiske, som de er vrede? Der findes derudover utallige unge mænd, som skriver bøger, vi aldrig hører om? Min bog udkom op til julesalget, hvorfor den måtte konkurrere med landets største forfattere. Den bærer genrebetegnelsen ”manifest”, og jeg hørte jævnligt fra boghandlere, som ikke anede, hvordan de skulle sælge eller håndtere den. Der købes desværre ikke voldsomt mange bøger i Danmark, og hvis man tæller efter på bestsellerlisterne, er de heller ikke ligefrem overrendt af formeksperimenterende politisk kampskrift. Det lavede jeg om på i 2022, hvor en skønlitterær bog dannede udgangspunkt for en samfundsdiskussion, der involverede de fleste.   

            Hvis man afskriver min eller andres succes med en enkelt identitetsmarkør, taber man dovent og arrogant muligheden for at undersøge, hvad der faktisk gjorde udfaldet. Det er sandt, at mit køn giver visse fordele ligeså vel som visse ulemper i andre sammenhænge. Det er sandt, at mit forlag giver visse fordele ligeså vel som ulemper. Men det er også sandt, at min bog, som i begyndelsen havde et beskedent salg, kastede nogle klummejobs af sig, som dermed kastede mig ud i debatten med et perspektiv, jeg vil vove at påstå, var både nyt og tiltrængt. Jeg skrev og skrev og skrev, og mine tekster blev flittigt delt, indtil den dag, DR2 bookede mig til at holde nytårstalen, hvorefter forhenværende kulturminister Ane Halsboe Jørgensen overrakte min bog i gave til Peter Hummelgaard, hvilket der også blev kommenteret en del på.

            At anerkende en kollega for at ramme noget i tiden og desuden skrive originalt og præcist, kan være vanskeligt at tvinge over sine læber, så når denne kommer til udtryk i form af bitterhed og misundelse, holder jeg mig for ørerne og konkluderer, at det i virkeligheden er synd for vedkommende, der i stedet kunne række ud eller dygtiggøre sig på anden vis.       

Sidste antagelse i denne omgang: ”… men Glenn Bech, hvor bliver mobiliseringen af? Forbedrer du livet for dem, du hævder at kæmpe for?” Jeg kan forstå, mange ønsker sig, at jeg enten stifter et politisk parti eller hackergruppe, der kan tvinge storbankerne i knæ. Og gid, jeg kunne! Men indtil da vil jeg glæde mig over, hvordan adskillige arrangører meddeler, at de sjældent har oplevet så blandet et publikum som til mine oplæsninger. At gymnasieungerne utroligt nok lader mobiltelefonerne blive i lommerne. At min indbakke bugner med rørende læserhenvendelser fra samtlige samfundslag og demografier. At folk syer citater fra mine bøger ind i deres tøj. Og maler dem på vinduet ind til deres værested! At bogen redder parforhold og hjælper forældre og børn med at genfinde hinanden på tværs af generationsforskelle. At der allerede forskes i bogen på universitetet, og at den bruges terapeutisk. Og som både våben og våbenskjold på Twitter. Altså, hvor meget mere skal en bog kunne?