Ingen ejer mig

Man kan altid finde en grund til ikke at lide et andet menneske, og hvis man er lille og magtbegærlig og enøjet nok, kan sådanne grunde hurtigt svæve op i et luftlag, hvor ingen udover afsenderen samt hans indgruppe helt forstår budskabet længere. Således kan du vågne en morgen og i den ene avis anklages for at hade milliardærer, imens skribenterne i en anden har afsløret dig som en nyttig idiot, hvis kapitalismekritik slet ikke er kritisk nok, eller i hvert fald ikke på den rigtige måde.

Ligesom homofobi og uvidenhed generelt har klasseforagt utallige udtryksformer; der er den iøjnefaldende og mærkbare, hvor hjemløse spyttes i ansigtet eller trækkes i kontanthjælp, og så er der den kulturelle, intellektuelle og lige så modbydelige vold, hvor selvsamme hjemløse gaslightes til at acceptere, at han enten selv er skyld i sine kvababbelser, eller at han faktisk ikke lever så hårdt et liv sammenlignet med andre – desuden er han en midaldrende, hvid mand, hvis politiske overbevisninger dømmes forkastelige. 

Enten blander jeg mig for meget i debatten, eller også negligerer jeg at tage stilling. Hvis jeg affotograferes med en politiker, må jeg nødvendigvis dele vedkommendes overbevisninger. Uanset hvad jeg foretager mig i øjeblikket, spændes jeg for en vogn, og det jeg har måske også bedt om?

Noget af det, jeg er mest stolt af, er, at jeg simpelthen ikke aner, hvem min typiske læser er. Dagligt modtager jeg positive henvendelser fra hhv. velhavende og mindrebemidlede borgere, mænd og kvinder på tværs af etnicitet, geografi og aldre. Egentlig troede jeg, at, Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, primært henvendte sig til ligesindede, eksempelvis provinshomoer eller andre, der har kæmpet sig op fra de nedre klasser. En periode frygtede jeg tilmed, at bogen udelukkende ville blive læst af den velmenende, storbybossatte middelklasse, for hvem jeg fremstod som en oplysende, om end reelt ufarlig ”pisk”, eller som et ”frisk pust.” Det viste sig ikke at være tilfældet.

Min succes skyldes ikke alene noget markedsføringstrick. Jeg hører sågar fra boghandlere, at de ikke aner, hvordan de skal markedsføre bogen. Som debatbog? Som poesi? Jeg er altså lykkes med at skrive en bog, som bryder normerne, ligesom min debutroman gjorde det.     

Bogen hører ikke hjemme i noget ekkokammer. Jeg skriver ikke for at tilfredsstille nogen. Dem, der spejler sig i mig i øjeblikket, vender mig muligvis ryggen, når jeg udgiver den næste. Hvem ved? Det er der heldigvis ingen, der gør.  

Jeg er klar over, at jeg er privilegeret. Ikke alle har adgang til at beskrive nogle tanker og følelser, som så mange andre deler. Nogle forfattere oplever, at de kun har deres eget, begrænsede fællesskab at skrive til, om og for. Sådan har jeg det også sommetider.     

Alligevel føler jeg mig nødsaget til at understrege mit nuværende ståsted, dvs. som kunstner og ikke politiker.

1: Jeg er hverken noget ikon eller helligfrans. Den grundige læser kunne uden tvivl frembringe et citat, hvor jeg udtaler mig unuanceret og stødende. Jeg har givet utallige interviews, både live og i aviserne. Jeg forsøger virkelig at gøre mig umage. Fejlfri bliver jeg aldrig.

2: Jeg repræsenterer ikke nogen såkaldt ”underklasse.” Jeg har skrevet en bog om min egen kamp frem til i dag. Jeg har tilsat statistik, der underbygger mine pointer. Jeg skriver om familiemedlemmer og mennesker, som stadig lever nogle udsatte liv, men jeg skriver ikke udelukkende på vegne af dem. Ofte tværtimod. Og dog? Det er kompliceret …

Dette er intet forsøg på at løbe fra ansvaret, tværtimod.

3: Arbejderklassen osv. udgøres af en mangfoldig gruppe af mennesker. Apropos bobler bør medierne sørge for, at også kvinderne og minoriserede repræsenteres med deres erfaringer. Det burde være indlysende? Jeg har gentagne gange påmindet journalisterne om diversiteten, og det vil jeg forsætte med.

4: Et digt, der handler om tang og sand og ikke andet, handler i dén grad også om klasse.

Lad ikke min stemme blive den, der ”taler om klasse.”

5: Jeg har aldrig sagt, at jeg nægter at skriveundervise de riges børn. De skal være velkomne på folkebibliotekerne!

6: Man kunne sagtens – og det gør man – anklage min version af klassekampen for at mangle et internationalt sigte. Til sådanne indvendinger vil jeg svare: Ja, klart! Men så læs dog en anden bog som supplement til min, i stedet for at forvente af mig, at jeg sidder inde med alle løsningerne på verdens problemer. Jeg er hverken fagekspert eller historiker, og udtaler mig heller ikke som sådan. Folk, der påstår at kende sandheden, skræmmer mig. De vækker min foragt.  

7: Når jeg affotograferes på Christiansborg, beskyldes jeg for at lade mig omklamre. Når jeg skriver en kritisk tekst om relationen til et sådant menneske fra den politiske elite, klandres jeg for at være firkantet og fordomsfuld. Men ved I hvad? Jeg tror egentlig, jeg vil være venner med dem, jeg vil.

8: Enten glorificerer jeg mit ophav, eller også fornægter jeg det – uanset hvad, findes den kritiske vinkel. Halleluja! Jeg kunne pege og pege og pege på de underliggende, strukturelle problemer, og alligevel opfattes som en slags ”præmiemønsterbryder, der laver søde og folkelige podcasts.” Omvendt virker det for andre provokerende, når jeg stadig skammer mig, slet ikke er macho og kompromisløs nok i mit udtryk.

9: Jeg påstår ikke, at der ikke også findes fattige i København, bare fordi jeg fremhæver dem på Lolland.

Og igen lyder indvendingen: ”Det ville da være smukt, hvis klassen, der ikke har abonnement på Politiken, også kunne læse med?” Ja, det ville det …

10: Ligesom ca. 90% af den danske befolkning er min hudfarve hvid. Derudover ”afkodes” jeg som cis. Mine forældre arbejdede som postbude, indtil jeg fyldte fem år, hvorefter min far begik selvmord, og min mor blev buschauffør, hvilket hun fortsatte som, indtil jeg var 13 år, hvorefter hun uddannede sig til fængselsbetjent. Ifølge den liberale tænketank CEPOS har jeg dermed aldrig oplevet at mangle penge i løbet af barndommen. Og jeg kan ligeledes forstå på visse identitetspolitiske meningsdannere, som muligvis også ønsker at afspore klassekampen, at jeg burde tie stille med al den homofobiske mobning, jeg udstod, kommunens trusler om tvangsanbringelse osv.

Til jer vil jeg svare: Sikken uheldig alliance, I har fundet jer der, mellem de yderste, yderste, yderste kulturradikale på den ene fløj samt landets økonomiske overmagt på den anden.    

11: Jeg er, heldigvis, ikke Édouard Louis. Den franske forfatter siger nogle kloge ting. Han siger også nogle vanvittige ting. Hans kunst har været inspirerende for mig, ikke nødvendigvis skriveteknisk, men indholdsmæssigt. Jeg anede ikke, hvem han var, da jeg debuterede med Farskibet. Jeg opfatter ham som en slags sjælefælle, men ikke én, hvis litterære kvaliteter, jeg falder ned fra stolen over. Skyd mig?   

12: Hvad ellers …

13: Nååå, ja! Her kommer en ægte fjollet indvending, som er begyndt at dukke op. Jeg, Glenn Bech, har åbenbart aldrig haft et langvarigt arbejderklassearbejde; desuden er jeg opvokset i et rækkehus, så hvem er jeg at udtale mig om klasse? Måske jeg skulle have vedhæftet mit CV med en klemme på siden af digtsamlingen … Jeg ved ikke, hvad man kalder disse jobs, men som fjortenårige arbejdede jeg som avisbud, dernæst ved kassen i Edeka, så var jeg flaskedreng i Løvbjerg, piccolo hos DSV, køkkenassistent hos Bowl’n Fun; dernæst arbejdede jeg nogle år som pædagogmedhjælper og frivillig under Røde Kors, inden jeg blev løst ansat som underviser og forskningsassistent på universitetet. Så ja, hvilken klasse tilhører jeg?

14: Prekariatet? Jeg er stadig ansat på usikre vilkår, eller jeg er ikke engang ansat. Bankerne nægter mig lånegodkendelse. Jeg har ingen pension. Er knap nok forsikret. Jeg kommer aldrig til at arve efter mine forældre. Mit navn måtte jeg selv skabe. Folk omkring mig døde af druk og lede. Økonomisk har jeg nydt to gode år. I hvert fald har jeg arbejdet mig halvt ihjel for at ”smede, mens jernet er varmt,” som man siger. Jeg har ikke privilegiet at slappe af, trække stikket, pleje min psyke, smutte et år til Berlin for at realisere mine længsler. Hvis ikke jeg tjener mine egne penge, er der som sagt ingen, der gør det. 

Desuden har jeg adgang til landets medieelite, og inviteres jævnligt til rød løber-gøgl. Hvem ved, måske jeg en dag havner i en temmelig komfortabel situation – alt i alt har jeg medvind i sejlene! Samt en lang videregående uddannelse at falde tilbage på.

”Er han ikke selv en del af den elite, han kritiserer?” Ja og nej; men hvis jeg var, ville jeg stadig forholde mig kritisk. Selvkritik er en dyd! Lad os nu droppe klantænkningen.

Klasse er en sammensat og dynamisk, mere end statisk størrelse.

15: Vi står ofte vores egen lidelse nærmest. Det giver sjældent mening at sammenligne og hierarkisere smerte. Overklassen har også følelser, tag Irma-nedlukningen som eksempel. Løsningen er næppe intersektionel whataboutism.

16: Når Trump erklærer sig en ”self-made man”, også efter at have modtaget en milliardstor startkapital af senior, kan den venstreorienterede, intellektuelle og kunstneriske venstrefløj ikke andet end grine hånligt. Men, indskyder jeg, der findes ligeledes milliardstore kulturelle og sociale startkapitaler. Lad os dog tale om nepotisme! Lad os tale om nervesystemet. Og Heckman-kurven, som den ser ud i Danmark. Lad os tale om samtlige forudsætninger for at begå sig. Lad os tale om netværk og koder samt adgangene, sproget åbner. Jeg ved godt, I ikke er begejstrede for ideen. Modstanden forekommer mig decideret hadsk, snobbet, indirekte voldelig. Det er vel kun kongehuset og familieejede virksomheder, der kan konkurrere med kulturbranchen hvad angår pinligt ringe social mobilitet.

17: Andet?