Man skulle tro, at klassedebattens værste og mest naturlige modstander var neoliberalisterne og de konservative, som kæmper for hhv. skattelettelser, lukrative bonusser i erhvervstoppen, rigmandsghettoer, social dumping samt lavere generations- og arveafgifter – og det er såmænd også tilfældet, at både direktøren for CEPOS har bedt mig tie stille med min kritik (Weekendavisen), lige så vel som at man i Berlingske døbte min seneste udgivelse, Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, ”træls læsning”, og efterfølgende anmeldte værket til hele to stjerner. Centrumhøjre i form af det nuværende Socialdemokrati viste sig som tilsvarende usolidariske klasseforkæmpere, da man bl.a. forpassede muligheden for at omplacere landets gymnasieelever på baggrund af deres forældres indkomst samt gennemførte forringelser på både dagpenge- og kontanthjælpsområdet. Til gengæld består modtagelsens overraskelsesmoment i (og dette især, hvis man har boet på månen og ikke fulgt med i samfundsudviklingen de seneste par årtier), hvordan den typiske Enhedslistevælger, dvs. den yderste venstrefløj ligeledes synes tilbageholdende, sommetider decideret fjendsk over for de indsigter og problemstillinger, som den fornyede klassedebat tvinger os til at beskæftige os med. Lad mig forsøge at uddybe!

Identitetspolitik er ikke udelukkende venstreorienteret. Men den venstreorienterede udgave af identitetspolitikken er ofte klassepolitik ført ovenfra af en urban, selvforherligende øvre middelklasse, hvor minoriteter og andre udsatte grupper skubbes foran for at berige én selv. Som kunstner, universitetsmedarbejder; eller som ansat på avisen kan man altså friholdes fra kritik, herunder at forholde sig til sine privileger bl.a. i form af sin families boliger og formue, ved i stedet at signalere, hvor godt og moralsk et menneske, man er. Man kan stemme på Ø, ophøje forfattere, som skriver vigtige bøger fra udsatte positioner, abonnere på de mest klimabevidste aviser; erklære, at transkvinder er kvinder, og at Danmark burde åbne grænserne for præcis det antal kulturreligiøse, ikke-vestlige indvandrere, som verden end indeholder. Også selvom segmentet, jeg beskriver, enten flytter ud af storbyen eller ganske ressourcestærkt placerer deres børn på institutioner med færre sociale udfordringer, når de selv står med valget. Og når denne form for klasseundertrykkelse er grimmest, kan segmentet tilmed benytte sine BLM-demonstrationer og queer udtryk og samlivsformer til at banke under- og arbejderklassen oven i hovedet som de tilbagestående mennesker, de jo er. Dem, hvis sprog ikke er opdateret til tiden; dem, hvis holdninger opfattes som reaktionære; dem, som varetager samfundets dårligst betalte, fysisk krævende jobs; dem, der faktisk afhænger af et sundhedssystem såvel som en folkeskole, der stadig evner at løfte laveste fællesnævner – dvs. alle dem, der befinder sig i den politiske virkelighed, som magthaverne lovgiver om, imens andre, inkl. jeg selv, beskriver tendenserne fra vores hævesænkeborde.

Sagt med andre ord har vi i øjeblikket en konstruktion, hvor særligt algode, højtuddannede, og udskammende medlemmer af denne form for venstreorienterede identitetspolitik gerne belærer den nedre arbejderklasse om, at der findes vigtigere problemer end deres. Den hvide underklasse skal skamme sig over sin hvidhed og i øvrigt anerkende, at tilværelsen som nonbinær datter af en forhenværende minister kan være yderst stressende og angstindgydende. Vælgervandringen fra Enhedslisten hen over midten giver således sig selv, da identitetspolitikken ofte risikerer at skifte fokus væk fra de egentlige magthavere. Ved at fastholde generaliseringen om, at alle kvinder dit og alle mænd dat, alle hvide dit og alle brune dat, tabes nuancerne i debatten. Ved i stedet at fastholde klassebevidstheden og vælge socioøkonomisk status som et slags tværsnit ned over alverdens tænkelige identitetsmarkører, danner vi os derimod overblikket over, hvem der sidder inde med mest.

Løsninger? Uden at kende til nogle eksakte optællinger forestiller jeg mig, at op mod 75% af alt indholdet i landets større aviser skabes af den øvre middelklasse. Hvor er det desuden udemokratisk, at akademikere, som blot udgør 15% af befolkningen, på den måde agerer dørvogtere for, hvad resten af befolkningen vises af fortællinger, politiske kampe og kulturindhold. Tænk sig eksempelvis at skrive et manifest, der har til formål at genantænde klassedebatten og dernæst overlade ansvaret til dem, manifestet kritiserer, om at vurdere, hvorvidt bogen bør udbredes, hvor positivt, den bør anmeldes, hvem, vi bør høre, og hvem, vi glemmer, samt hvor meget og hvordan vi bør tale om projektet.

For ikke så længe siden befandt jeg mig backstage til en talk med nogle fra avisen, og denne unge inderkreds mente genuint, at artikelserien om emnet fyldte for meget; at vi desuden altid har talt om klasse, bare på en anden måde … Med andre ord har jeg ikke megen tillid til, at dem, vi lader dække stoffet, altid er opgaven værdig eller besidder interessen i at tilegne sig de fornødne kompetencer og blik – og her er det med interesse især vigtigt. Hvorfor? Fordi behovspyramiden afslører den kendsgerning, at har man først sine allermest grundlæggende forudsætninger dækket, begynder mennesket straks at beskæftige sig med selvrealisering på et mere abstrakt plan. Udover at det muligvis er usexet og kedeligt at sætte sig bedre ind i reglerne vedrørende invalidepension, og at Britney Spears’ fadergør samt skilsmissen imellem to amerikanske A-liste-kendisser omvendt kan virke som uimodståeligt reality, er og bliver sagen jo nok den, at de fleste, som vi overlader med ansvaret at føre klassedebatten videre i spalterne her, ikke selv har meget til fælles med dem, undertrykkelsen berør.

At kaste sig helhjertet ind at bekæmpe diskrimination baseret på klasse, ville desuden medføre en selvransagelse og omfordeling af både privilegier og samtalefokus, som jeg ikke er overbevist om, at hverken mediebranchens eller øvrige livsstilssocialister tør tilslutte sig. Hvad skete der f.eks. med nepotismedebatten, som pludselig dukkede op, men straks formummedes hen igen?