Kommentarer ...

Læste forleden UNGDOMS SØDME af DENTON WELCH; et efter min mening rørende og kraftfuldt indblik i, hvordan det for teenageren Orvil – denne eftertænksomme, sensitive fortæller og hovedperson – er at vokse op i datidens homofobiske England. 

Da hans mor – og, lærer vi undervejs, eneste meningsfulde relation – dør, er Orvil således tvangsindlagt til at rejse på ferie med sin far og to ældre brødre. På bogens omslag står der om Welch, at han ofte interesserede sig for maskuline ’fællesskaber’. Men jeg ville dog ikke gå så vidt, som til at kalde den påtrængende maskulinitet, lille Orvil udsættes for af sine følelsesmæssigt noget uintelligente omsorgspersoner, særligt inkluderende. Tværtimod synes patriarkatets konventioner nedbrydende for drengen, der tydeligvis længes efter den intime forbundethed til sin mor, som hverken faren eller brødrene i øvrigt vil høre tale om med et ord.

Hertil studser jeg over oversætterens i efterordet temmelig tunge vægtning af ordene ’excentrisk’ og ’bizar’ i beskrivelsen af Orvils personlighedstræk samt gryende seksualitet. Altså, lad os lige få nogle ting på plads: Når man vokser op som afviger fra normen, er det jo desværre kun almindeligt at internalisere en hel masse skam, netop forbundet med det at være anderledes/genstand for foragt og væmmelse. Så selvfølgelig kan både selvhad samt udforskning af korporlig afstraffelse let komme til at knytte sig til seksualiteten; denne fremmedgjortes – ’excentriske’ og ’bizarre’ – seksualitet. Når ikke man kan være den, man er, offentligt, da kan man vel heller ikke andet end blive en såkaldt omvandrende ’hyldest til særlingens enegang’ (oversætterens ord.)

At indfange og forstå disse oplevelser; denne erfaringsverden; dette identitetsfængsel, som typisk er så specifikt for de minoriteter, der har måttet leve bag dets tremmer, forventer jeg med andre ord heller ikke, at en hvid, mandlig, heteroseksuel læser skal kunne. Det, jeg til gengæld forventer, er, at han udviser ydmyghed nok til i det mindste at gøre sit hjemmearbejde ordentlig, hvilket i denne sammenhæng betyder: Lad nu være med at udtale dig ’objektivt’ om skæbner, du alligevel ikke formår at leve dig ind i.      

Spørg, hvis du er i tvivl. Det er ikke et nederlag ikke at vide alt.  

Et andet sted – med ’sted’ mener jeg avis – anfægtes den kunstinteresserede Orvil endda for at være arrogant og nedladende. Men altså: Hvis drengen blot var blevet rummet som barn, var han formentlig også selv vokset op som et mere rummeligt menneske i det hele taget. Det er vel logisk?

Endnu et andet sted anfægtes fortælleren sågar for gennemgående at gemme sig bag detaljerede personkarakteristikker samt dvæle ved kuriøse genstande osv. For et enkelt af handlingsforløbene – nemlig der, hvor Orvils bror har besøg af en jævnaldrende veninde – roses fortælleren til gengæld for at lade drengen udforske sin femininitet i hemmelighed, bl.a. ved at smøre sig ind i venindens røde læbestift. Men altså: Ganske paradoksalt understreger sådanne indvendinger og forhåbninger kun den – efter min mening – sommetider misforståede læsning af værket. At juble over eller tilmed afkræve af fortælleren, at han burde lade Orvil springe ud af sin skal noget oftere, svarer jo til at bede drengen om at begå socialt selvmord, dvs. i lyset af datidens ofte dødsensfarlige homofobiske England.

At fortælleren ’gemmer sig?’ Han var jo lagt i håndjern allerede fra fødslen.

At forfatteren Denton Welch skulle dø af sine kvæstelser efter at have været involveret i et trafikuheld mange år tidligere – eller at han tilmed døde af ensomhed, fordi han var en ’weirdo’ (igen ikke mine ord) – synes jeg er læsninger, der mildest talt kommer til at bytte rundt på årsag og virkning. Man kan enten opfatte Denton Welch (og hans Orvil) som et par fine, porøse og androgyne væsener, der sygeliggjordes af giftig maskulinitet (årsag = heteronormativt samfund, virkning = udskamning, længsel, lidelse, forværring af lidelse); eller man kan opfatte dem som melodramatiske excentrikere, der frivilligt vendte verden ryggen (årsag = kedeligt samfund, virkning = selvoptaget seksualitetsdyrkelse). Imens nogle som sagt synes at falde i sidstnævnte læsning, slugte jeg personligt bogen som en selvfølgelighed.

Glenn Bech