Kommentarer ...

Efter hukommelsen, intuitionen: 27/12/20.

Læste forleden UNGDOMS SØDME af DENTON WELCH; et efter min mening rørende og kraftfuldt indblik i, hvordan det for teenageren Orvil – denne eftertænksomme, sensitive fortæller og hovedperson – er at vokse op i datidens homofobiske England. 

Da hans mor – og, lærer vi undervejs, eneste meningsfulde relation – dør, er Orvil således tvangsindlagt til at rejse på ferie med sin far og to ældre brødre. På bogens omslag står der om Welch, at han ofte interesserede sig for maskuline ’fællesskaber’. Men jeg ville dog ikke gå så vidt, som til at kalde den påtrængende maskulinitet, lille Orvil udsættes for af sine følelsesmæssigt noget uintelligente omsorgspersoner, særligt inkluderende. Tværtimod synes patriarkatets konventioner nedbrydende for drengen, der tydeligvis længes efter den intime forbundethed til sin mor, som hverken faren eller brødrene i øvrigt vil høre tale om med et ord.

Hertil studser jeg over oversætterens i efterordet temmelig tunge vægtning af ordene ’excentrisk’ og ’bizar’ i beskrivelsen af Orvils personlighedstræk samt gryende seksualitet. Altså, lad os lige få nogle ting på plads: Når man vokser op som afviger fra normen, er det jo desværre kun almindeligt at internalisere en hel masse skam, netop forbundet med det at være anderledes/genstand for foragt og væmmelse. Så selvfølgelig kan både selvhad samt udforskning af korporlig afstraffelse let komme til at knytte sig til seksualiteten; denne fremmedgjortes – ’excentriske’ og ’bizarre’ – seksualitet. Når ikke man kan være den, man er, offentligt, da kan man vel heller ikke andet end blive en såkaldt omvandrende ’hyldest til særlingens enegang’ (oversætterens ord.)

At indfange og forstå disse oplevelser; denne erfaringsverden; dette identitetsfængsel, som typisk er så specifikt for de minoriteter, der har måttet leve bag dets tremmer, forventer jeg med andre ord heller ikke, at en hvid, mandlig, heteroseksuel læser skal kunne. Det, jeg til gengæld forventer, er, at han udviser ydmyghed nok til i det mindste at gøre sit hjemmearbejde ordentlig, hvilket i denne sammenhæng betyder: Lad nu være med at udtale dig ’objektivt’ om skæbner, du alligevel ikke formår at leve dig ind i.      

Spørg, hvis du er i tvivl. Det er ikke et nederlag ikke at vide alt.  

Et andet sted – med ’sted’ mener jeg avis – anfægtes den kunstinteresserede Orvil endda for at være arrogant og nedladende. Men altså: Hvis drengen blot var blevet rummet som barn, var han formentlig også selv vokset op som et mere rummeligt menneske i det hele taget. Det er vel logisk?

Endnu et andet sted anfægtes fortælleren sågar for gennemgående at gemme sig bag detaljerede personkarakteristikker samt dvæle ved kuriøse genstande osv. For et enkelt af handlingsforløbene – nemlig der, hvor Orvils bror har besøg af en jævnaldrende veninde – roses fortælleren til gengæld for at lade drengen udforske sin femininitet i hemmelighed, bl.a. ved at smøre sig ind i venindens røde læbestift. Men altså: Ganske paradoksalt understreger sådanne indvendinger og forhåbninger kun den – efter min mening – sommetider misforståede læsning af værket. At juble over eller tilmed afkræve af fortælleren, at han burde lade Orvil springe ud af sin skal noget oftere, svarer jo til at bede drengen om at begå socialt selvmord, dvs. i lyset af datidens ofte dødsensfarlige homofobiske England.

At fortælleren ’gemmer sig?’ Han var jo lagt i håndjern allerede fra fødslen.

At forfatteren Denton Welch skulle dø af sine kvæstelser efter at have været involveret i et trafikuheld mange år tidligere – eller at han tilmed døde af ensomhed, fordi han var en ’weirdo’ (igen ikke mine ord) – synes jeg er læsninger, der mildest talt kommer til at bytte rundt på årsag og virkning. Man kan enten opfatte Denton Welch (og hans Orvil) som et par fine, porøse og androgyne væsener, der sygeliggjordes af giftig maskulinitet (årsag = heteronormativt samfund, virkning = udskamning, længsel, lidelse, forværring af lidelse); eller man kan opfatte dem som melodramatiske excentrikere, der frivilligt vendte verden ryggen (årsag = kedeligt samfund, virkning = selvoptaget seksualitetsdyrkelse). Imens nogle som sagt synes at falde i sidstnævnte læsning, slugte jeg personligt bogen som en selvfølgelighed.

Glenn Bech

Et åbent spørgsmål: 23/12/20.

Et er, at WILLIAM S. BURROUGHS hyldes bredt for sine cut up-teknikker og lyriske prosa, men hvordan kan det være, at bi- og homoseksuelle forfattere stadig synes at opfatte manden som QUEER? Med sine forældres formue, straight acting og i øvrigt temmelig femininitetsforagtende vagabonderede og levede beat-kunstneren på kanten af samfundet – dog uden nogensinde med reel fare for at miste noget som helst.

Eller hvad?

William S. Burroughs udvidede næppe rammerne for kønsidentiteter, men reproducerede snarere et hypermaskulint blik på den mandlige krop; på drengens.

QUEER udkom på AIDS-pandemiens højeste, men selv nægtede han ved flere lejligheder at bruge sin stemme til at skabe opmærksomhed og derved udfordre datidens konservative nyhedsmedier, som stort set alle benægtede sygdommens eksistens.

Dette – hvorvidt William S. Burroughs egentlig har haft en positiv betydning for queermiljøet verden over – er som sagt et åbent spørgsmål; selv har jeg endnu ikke følt tilstrækkelig interesse i at undersøge sagen nærmere.       

Det, der til gengæld ikke undrer mig, er, at så mange heteroseksuelle læsere fortsat glædeligt fremhæver forfatterskabet som et eksempel på en homoseksuel kunstner, de i sandhed kan respektere. (Sagt med et glimt i øjet: Ham og vennen Jack Kerouac lignede jo til forveksling hinanden.)

I den forbindelse beskriver Michael Bronski (2000) – samt adskillige andre både før og efter – hvordan og hvorfor mainstreamkulturen – herunder anmeldere og litterater – typisk vil forsøge at pille det homoseksuelle ud af den homoseksuelle erfaring, altså, for at gøre det fremmede mere velkendt; det specifikke, det nichede, det undergrundsagtige mere alment borgerligt; det afvigende mere spiseligt; det uforståelige mere forståeligt; det vilde mere tæmmet (koloniale dekolonialt); det provokerende og truende mindre truende.  

Det heteronormative kulturmonopol opfører sig med andre ord som en kæmpemæssig global virksomhed, der opsluger alle dens såkaldte “konkurrenter” i forsøget på at normalisere / usynliggøre / vedligeholde tilværelsens status quo:

 “All unmodified subcultures pose a threat to the perceived cohesion of the dominant culture. This threat is usually decreased through the process of assimilation» (Bronski 62). Assimilation allows mainstream society to make differences more palatable because they can be made to mimic heteronormative models.”

Og den slags oplever vi jo i varierende grad stadig i dag. Hør selv dette afsnit 88 af Politikens podcast Bogfolk, hvor TYVENS DAGBOG af JEAN GENET nærlæses netop med udgangspunkt i at underspille den særligt homoseksuelle erotik, intimitet og begær til fordel for en mere almengældende.

Mændene, heriblandt oversætteren og anmelderen, sammenligner bl.a. underkastelse mellem mænd med underkastelse mellem mænd og kvinder, eller de påpeger ligefrem, at der er tale om det samme. (Hvilket negligerer den kendsgerning, at der normativt set er tale om det stik modsatte; en mand, der underkaster sig, er ikke blot subversivt; sexhandlingen er radikal; den er antipatriarkalsk; hvorimod en kvinde, der underkaster sig en mand, reproducerer vores forventninger til kønsrollerne.)

I øvrigt skiftes De herrer fint til at påpege – efter f.eks. at have læst op af en sexscene mellem hovedpersonen og Lucien – hvordan der ’intet specifikt homoseksuelt var derved’ – eller hvordan ’en pik fra eller til ikke gør særlig meget’ som en slags kommentar til, at romanen siden dens oprindelige, ucensurerede førsteudgave har fået fjernet nogle af dens mere eksplicit homoerotiske beskrivelser.      

Og jeg fristes til at skrive: Bro, it’s not gay, if you say it’s not #nohomo.

Glenn Bech

In-ter-sek-tio-na-li-tet: 21/12/20.

Man kan både være homoseksuel og selv homofobisk. Man kan være homoseksuel og racist, og man kan være brun og homofobisk. Man kan være rig udenpå og fattig indvendig (sådan fungerer overkompensering (og i værste grad Narcissistisk personlighedsforstyrrelse) typisk). Og selvom sandsynligheden er lille, kan man også være en sort kvinde og stadig mere privilegeret end en hvid, heteroseksuel, ciskønnet ung mand. Manden kunne være vokset op med alkoholiserede forældre; hans storesøster kunne have mistet livet i et færdselsuheld; han kunne have PTSD og være på kontanthjælp; han kunne skylde en halv million kroner til en kviklånspsykopat; han kunne have kroniske smerter. Og man kan være veganer og giftigt maskulin. Man kan være kvinde og kvindeundertrykkende. Man kan nyde godt af velfærdssamfundet og stemme LA. Man kan være humanist og uempatisk. Og man kan være en advokat med samvittighed. Man kan være opportunist den ene dag og samvittighedsfuld den anden. Og man kan være antiracist og klimabelastende. Og man kan være feminist og klimabelastende, eller kan man virkelig dét?

Glenn Bech

Queer by fashion: 20/12/20.

I woke up like this (as if)-hår, to styks runde guldøreringe, som det umiddelbart altid er svært at blive klogere på knægtens seksualitet af, jeg mener: Eftersom det pludselig synes at være blevet et hit blandt progressive heteromænd, sådan at indkassere gratis mangfoldighedspoints via neglelak, hvilket, selvfølgelig, er fantastisk nok, altså, i det hele taget at feminisere som modstand, imidlertid føler jeg mig blot en smule bestjålet af og til, som tilskuer til en eller anden trend, det med andre ord giver street cred at være en del af, men som nogle mere end andre, dog, til enhver tid kan tage fri fra igen, dvs. fra ’mit liv,’ rent faktisk tilhørende minoritetsgruppen, eller jeg ved som sagt snart ikke.”

Queer by fashion: Bruges typisk til at betegne unge opportunistiske art-drenge, der – i forsøget på at fremme sig selv / fremstå woke – gerne approprierer nogle af de identitetsrepræsentationer, man typisk finder iblandt LGBTQ+miljøet. Uden nogensinde selv at have kæmpet med hverken homofobi, transfobi eller nedladende syn på femininitet i det hele taget, er den heteroseksuelle således i stand til at træde frem på scenen – også når det i et øjeblik er blevet nogle andres tur.

Se evt. også ‘sårbar’ / ‘udsat by fashion.’

Glenn Bech

Levemåde: 18.12.20.

 

jeg er ikke 

hvad du tror jeg er 

 
du er selv
 
hvad du tror jeg er 
 
 
 
 
Glenn Bech

Opportunisme: 17.12.20

De firmaer, der før støttede Trump, men nu trækker sig 
er ikke gode firmaer 
de er opportunistiske firmaer 

ligesom de engle, hverken satan eller gud ville kendes ved

Glenn Bech

Unpopular opinion: 16.12.20.

De litterater, der hævder, at en bog ikke er god, blot fordi man kan genkende sig selv i den, er typisk mennesker, der har kunnet genkende sig selv i næsten alt det kulturindhold, de nogensinde er blevet vist – op gennem barndommen, ungdommen, voksenlivet …

Og som derfor let kommer til at tage behovet for at høre til for givet.

Glenn Bech

Jf. privilegieblindhed: 14.12.20.

Hypotese: De mandlige forfattere, der gennem tiden har argumenteret for, at man som skabende kunstner bør udsætte sig for ’livet på kanten af samfundet’, altså, for at få noget substantielt at skrive om, ville ellers slet ikke have haft noget at skrive om.

Hypotese: Størstedelen af den kanoniserede litteratur er blevet kanoniseret, fordi dens indhold og måde at arbejde og tænke på interesserer den mandlige, heteroseksuelle forfatter.

Hypotese: Det, der interesserer den mandlige forfatter, regner han typisk for mere værd end det, der ikke interesserer ham.  

Hypotese: Det har typisk ikke interesseret den mandlige, heteroseksuelle forfatter at hverken høre eller læse om gravide kvinder og alle deres følelser. Det er derfor, den slags litteratur regnes for ’kvindelitteratur’ og dermed mindre værd.

Hypotese: Når det sker, at en mandlig forfatter faktisk udviser interesse for en bog skrevet af en kvinde, om en kvindes følelsesliv og erfaringer, så skal denne mand naturligvis anerkendes for at være ’en god mand’, storsindet og empatisk. 

E

T

C

Glenn Bech

Facebooks antitese: 12.12.20.

Naturen, nærværet og empatien er Facebooks antitese

Langsommeligheden, fordybelsen, koncentrationen, tålmodigheden, demonstrationen, selvopofrelsen og omtanken er Facebooks antitese

Meditationen og buddhismen

Din lokale boghandler, genbrugsbutikken og cyklen

Glenn Bech

Autobiografisk privilegeret / Jeg misunder dig dit stof: 11.12.20.

Hvem er den (typisk mandlige litterat), der kan få sig selv til at anklage den nu voksne, succesfulde forfatter (opvokset i en dybt dysfunktionel familie) for at være ’autobiografisk privilegeret?’

Hvem er han, denne mandlige kunstnerkollega, anmelder, litterat, hvis ikke ekstremt uvidende, arrogant eller i værste fald afstumpet?

Glenn Bech

Ukendt: 10.12.20.

Life goal: Måtte jeg være blandt de første, nazisterne kom efter

Ikke life goal: at overleve højreekstremismen ved at gemme mig / forholde mig passiv, ukritisk

– Ukendt

Men USA er jo ikke DK?: 09.12.20.

Amerikanske serier, amerikanske film, amerikanske nyhedsshows, apps, musik, porno, amerikansk sport, amerikansk mode, amerikansk litteratur, amerikansk politik, amerikanske værdier, amerikanske måder at tale om vores oplevelser og følelser på.

24/7 dette BINGE, binge watching, binge consuming, binge-forbrugende op everything, anything.

Som at fortære og skide sin egen føde ud på samme tid.

Som at begræde Amazonas brænde og selv sætte ild til det næste blad.

Tilkoblet: kapitalismen, kendisdyrkelsen, angsten, forargelsen, vreden, polariseringen, selvretfærdigheden, de hurtige kulhydrater, afhængigheden.

Afkoblet: dialogen, roen, afspændingen, fordybelsen, naturen, historien, empatien, rummeligheden, den kritiske indstilling, revolutionen.

Glenn Bech

Med bandeordet 'politisk korrekthed' risikerer man at underkende almindelig høflighed som noget 'tøsepiget' og 'retraumatiseret vrøvl': 05.12.20.

Når A indvender: Av! Du træder mig over tæerne …

Og B dertil udbryder: Jamen, så se dig dog for!

Hvem er da den ’krænkelsesparate?’

’Victim blaming’ er jo en helt igennem genialt selvopretholdende dynamik set fra patriarkatets synspunkt. Bare opføre sig grænseoverskridende og hensynsløst for dernæst at kunne beskylde offeret (den med de sårerede følelser) for at være pylret.

Ja, man skulle næsten tro, at drengene grinede hele vejen til banken.   

“Det var bare for sjov” / “Kan du ikke klare en joke” / “Man kan da heller ikke sige noget længere” /

Glenn Bech

De bedste mennesker: 03.12.20

De bedste mennesker er dem, der forholder sig ligeligt kritisk og omsorgsfuldt over for det instinktive i dem selv.

Glenn Bech

Antoine Griezmanns hår: 01.12.20

Denne – artikel – kan fortælle, hvordan fodboldfans tillader sig selv at kommentere på Barcelonaspilleren Antoine Griezmanns hår; de mener simpelthen, det er for langt; eller de mener, at hårets voksende længde kan forklare, hvorfor manden er begyndt at præstere dårligere på banen. 

Den patriarkalske logik: mere feminin = mindre kompetent.

Haha.

Glenn Bech